Arrangementer

Store VEGA:

Lørdag
27.02.2010
kl. 21.00
Forsalg:
300 kr. + gebyrr
Entré:
350 kr.

Los Van Van

Los Van Van fejrer 40 års jubilæum i VEGA.
Der bliver rift om billetterne, når Cubas ældste og største salsaorkester den 27. februar 2010 antænder et fantastisk musikalsk festfyrværkeri i VEGA i København.

Los Van Van er levende musikhistorie. Siden bassisten og legenden Juan Formell dannede gruppen tilbage i december 1969, har det nu 40 år gamle orkester ubestridt stået for den største fornyelse af cubansk musik. Formells genistreg er evnen til at balancere hårfint mellem fornyelse og tradition, og derved holde Los Van Van på toppen som Cubas mest populære salsaorkester igennem flere årtier.

Man kalder bandet Cubas svar på The Rolling Stones, og de har gennem årene konstant udvidet den cubanske musiks barrierer ved at indarbejde tidssvarende genrer. Los Van Van leverer i dag deres helt egen uimodståelige og inciterende dansemusik, der hovedsageligt består af songo, som er en rig og kraftfuld fusion mellem cubanske og caribiske rytmer blandet med både traditionel og moderne cubansk lyd.

Dertil kommer elementer fra jazz, rock, funk, hiphop og son montuno - som tilsammen resulterer i en eksplosiv, musikalsk dansecocktail med stærk appel til både krop og øre. Den 4. december kan bandet fejre 40 års jubilæum.

Los Van Van har aldrig været bange for at tænke nyt og var i sin tid det første cubanske orkester, der begyndte at bruge synthesizers og trommemaskiner. Bestående af forskellige selvstændige instrumentelle sektioner, herunder vokaler, violiner, percussions, trækbasuner, keyboards og bas, er bandet på en og samme tid et charanga, et salsaorkester og et rockband.

Juan Formell og Los Van Van har på den måde tilført de cubanske rytmer en musikalsk fornyelse, som ikke blot har medført radikale ændringer i den cubanske musiks rytmiske arrangementer, men også medvirket til udviklingen af helt nye genrer som f. eks. Los Van Vans egen Songo og dens efterfølger Timba.

Det er efterhånden ved at være en tradition, at Cubas mest populære salsaorkester slår vejen forbi VEGA og skyder foråret i gang. Det 18-mand store cutting-edge orkester har da også efterhånden opbygget et betragteligt publikum i Danmark. Ved koncerterne i VEGA de sidste fem år er billetterne blevet revet væk, og da Los Van Van spillede på Roskilde Festivalen i 2008, fyldte de Arena og fik hele festivalen til at swinge.

Ved koncerten i VEGA spiller bandet numre fra albummet Arrasando, der udkom i 2008 samt nogle ældre og nogle helt nye numre.

Efterfest
Men aftenens cubanske fest omfatter ikke kun Los Van Van. Før og efter koncerten vil man nemlig kunne høre nogle af Skandinaviens bedste dj’s indenfor cubansk musik, DJ Salsani (DK), DJ Carlitos (DK), DJ CubaSalsa (SE) og DJ Mojito (NO), spille masser af dansable rytmer. Efter koncerten vil der være efterfest i Foyerbaren, der støder op til Store VEGA, og her er baren og dansegulvet åbent indtil kl. 3.
Obs! Der kan forekomme stroboskoplys til koncerter i VEGA.
Info om aldersbegrænsning, koncertstart, billetter og kamera til VEGAs koncerter, finder du i vores Spørgsmål & Svar-sektion.