Lille VEGA
Charlotte Adigéry & Bolis Pupul
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Billetsalget starter fredag den 13. november kl. 10.00 via vega.dk, smashbangpow.dk og billetlugen.dk
Elektropop fra øverste hylde med Charlotte Adigéry & Bolis Pupul i VEGA
Efter det anmelderroste debutalbum, Topical Dancer (2022), er elektropop-duoen Charlotte Adigéry & Bolis Pupul nu klar med ny sprudlende musik. Albumfrontløberen, singlen, “Googoo Gaga”, har glimtet i discokuglens skær siden september, og et album med titlen, Mainland Madinina, er sat til udgivelse i februar næste år.
Den kommende udgivelse er skrevet i Belgien og på Martinique og er ligesom debutalbummet co-produceret med musikgruppen Soulwax. På albummet udforsker duoen sorg, forældreskab, diaspora og kolonihistorie. Rent musikalsk bevæger Charlotte Adigéry & Bolis Pupul sig gennem genrer som house, synthpop, postpunk og intense ballader.
Makkerparret, der har sin base i Gent, er inspireret af musikalske ledestjerner som Grace Jones og David Byrne og er blevet hyldet af The Guardian som “klubprovokatører”.
På Topical Dancer præsenterede Adigéry og Pupul publikum for en kæk, forførende og helt indiskutabelt groovy samling af sange og tog samtidig bladet for munden med en humoristisk indfaldsvinkel på racisme, kvindehad, postkolonialisme og forfængelighed på sociale medier. Pitchfork udråbte Topical Dancer til Best New Music, anmeldte albummet til stor ros og opsummerede med kirurgisk præcision duoens evne til at forene sveddryppende, dansable sange med slagkraftig og intelligent samfundskritik:
“The Belgian duo’s debut album pairs punchy, propulsive electro pop with inventive sound design, absurdist wit, and sly jabs at racism and xenophobia.”
Den 10. marts er det publikum i Lille VEGA, der får hofterne på gled, når Charlotte Adigéry & Bolis Pupul får salen op på kogepunktet med deres uimodståelige, særegne elektropop.
Støtte af:

Koncerten er støttet af Liveurope. Liveurope er det første pan-europæiske initiativ, der støtter koncertvenues i deres bestræbelser på at promovere opkommende europæiske kunstnere. Liveurope er medfinansieret af EUs Creative Europe-program.
















