Lille VEGA
CODY
Support: Polite
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Cody vender stærkt tilbage med deres postrockede folk-pop
Efter et par stille år er Cody den 11. april klar til at fortrylle Lille VEGA med deres popmelodier krydret med folk og postrock.
Cody er ikke uvante på den danske musikscene. De fire medlemmer af gruppen har en række udgivelser i bagagen siden deres dannelse i 2008. Efter en række stille år præget af pandemi og familieforøgelse er Cody nu klar til igen at gå på scenen.
Når de besøger VEGA, vil de både genoplive det solide materiale fra bagkataloget, men også præsentere nyt materiale. Det kommende album, som forventes udgivet i 2025, kommer til at fortsætte bandets tradition for gode popmelodier i postrocket folk-indpakning.
Albummet Win Some fra 2020 fik stor ros fra anmelderne. Politiken kunne give fem stjerner og en begejstret omtale:
“Da det hele slutter triumferende med titelnummerets bævende kaotiske harmoni, er der virkelig god grund til at stille instrumenterne fra sig i stille triumf. 'Win Some' er Codys hovedværk og et uventet et af slagsen.”
Bandet har turneret flittigt med deres tidligere albums - både i Danmark og internationalt. Cody har delt scene med anerkendte navne som The National, Tindersticks, Bonnie Prince Billy, Band of Horses og Black Francis fra Pixies.
Cody inviterer alle til at opleve musikken for første gang eller som et kærligt genhør med yngre dage til en eksklusiv koncert i VEGA.
Support: Polite
Bag Polite står sanger og sangskriver Karina Kaleda. Med rod i folk- og indie-rock, kombinerer Polites univers bløde vokaler, finurlige synthesizere og drømmende guitartemaer. Den farverige lyd står i kontrast til de mørkere og ret markante tekster, der zigzagger mellem emner som generationskløfter og sårbarhed.
Selvom Kaleda har skrevet sange hele sit liv, føles det alligevel som om, at Polite opstod ud af det blå. Lige pludselig stod hun midt på den københavnske musikscene og skubbede musikken i en helt anden retning. Polites debutsingle udkom i februar igennem Konkylie, og der er flere udgivelser på vej.