Lille VEGA
Michael Williams
Support: 3XB + Fello
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Michael Williams kalder til moshpits og trap i VEGA
“Hvad er værdien af tid, hvis den bruges til at løbe i cirkler?” Sådan starter Michael Williams længeventede debutalbum, WILLO, der netop er udkommet. Albummet indkapsler rapperens distinktive hårde lyd og cementerer Williams særegne evne til at kombinere tonstung trap med skarptskåren lyrik.
WILLO er 11 sange langt, har tre features og som lytter bliver du båret igennem pladen af den legendariske skuespiller Nis Bank-Mikkelsen, som er albummets fortæller; det er et møde mellem to verdener – finkulturens velartikulerede eftertænksomhed og den rå, moderne trap-æstetik.
Live leverer han et højenergisk og nærværende sceneshow. Hans optrædener er kendt for at være intense og medrivende – en kombination af sceneerfaring og en stærk levering med en intensitet, der mærkes fra forreste række til bageste væg.
Som artist kan Williams ikke sammenlignes med nogen herhjemme, og han har, som en af de få, bragt den amerikanske hiphop lyd til Danmark på sin egen autentiske måde.
Support: 3XB + Fello
3XB:
3XB er ærlig og kompromisløs, uanset om det går hurtigt eller langsomt – med produktioner, der føles som lørdag aften, og et tekstunivers, der føles som at få voksen-skældud søndag morgen af en pige, der hader sin far.
Fello:
Fello er stadig tidligt i deres rejse, men de har allerede markeret sig som en duo med et udtryk, der skiller sig ud. Musikken henter inspiration fra Detroit, tysk undergrundsrap og West Coast, men står samtidig som noget helt eget. Den er skarp, stemningsfuld og præcis med en rytmisk ro, der ikke behøver at larme for at trænge igennem.