Store VEGA
Østen
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Billetsalget starter onsdag den 9. september kl. 10:00
Skrøbelighed med fuld volumen
Østen har på kort tid markeret sig som et stærkt navn, på både live- og udgivelsesfronten.
I spændingsfeltet mellem det ømme og det kraftfulde har han skabt sit helt eget musikalske rum - et sted, hvor skrøbelighed møder storladenhed, og intime popsange løftes af en storslået liveenergi.
Starten af 2026 bød på nogle af hans hidtil største indendørskoncerter - herunder et udsolgt Store VEGA - og nu er han klar til at gøre det igen!
Den 16. april 2027 svinger Østen atter tourbussen forbi Store VEGA, men denne gang har han sit kommende album med under armen.
Om det fortæller han: ”Lige nu arbejder vi på at færdiggøre de sidste detaljer på albummet, og jeg har det så vildt over, at det snart er ude. Jeg glæder mig enormt meget til at se publikum i øjnene og vække de nye sange til live rundt i landet.”
Og det tegner allerede godt!
“Jeg Vil Have Det Hele,” som er første single på det nye album, blev kåret som årets bedste danske sang i 2025 af Soundvenue, der beskrev den som ”ikke alene den mest dramatiske, mest episke sang, Østen nogensinde har udgivet, men en tilstand, man kan træde ind i, en måde at anskue verden på, en livsfilosofi.”
Østen har før kredset om temaer som rodløshed, depression og længsel efter lys på debutalbummet Daylight, og siden udgivelsen i 2024 har Østen brugt tiden på at transformere de store følelser fra stille studieindspilninger til eksplosive live-produktioner.
Over sommeren har Østen bl.a. spillet Tivoli Fredagsrock, Northside Festival og Tinderbox til stor ros fra anmelderne: ”Det lykkedes Østen at forløse de store følelser og bruge dem som samlende kraft" - GAFFA (Tinderbox, 2026).
Når Østen går på scenen i Store VEGA, sker det i selskab med nøje udvalgte musikere, der sammen vækker de personlige fortællinger fra musikken til live, og løfter de store arrangementer til en dragende liveoplevelse.















