Store VEGA
Wesmo
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Wesmo vælter Store VEGA med kompromisløs grime og rå energi
Blot én måned tog det den fremadstormende Wesmo at melde udsolgt til sit show i Lille VEGA. Nu er han klar til at tage det næste store skridt og indtage Store VEGA til september.
På rekordtid har Wesmo cementeret sit helt eget lydunivers. Med rødder i den klassiske grime og et stærkt afsæt i den danske undergrund har han skabt en lyd, der både trækker på genrens britiske arv og har et umiskendeligt lokalt præg.
Det er mindre end et år siden, han udgav sin debut-EP 1 ÅR, men Wesmo har allerede sat kurs mod endnu større scener. Senest har han markeret sig med singlen “HUH”, der sikrede ham hans første P3’s Uundgåelige – et tydeligt tegn på, at hans musik er ved at nå langt ud over undergrunden.
Med rå energi, tunge beats og et direkte lyrisk udtryk er Wesmo en artist, der ikke er til at komme udenom. Og det er ikke kun på udgivelserne, han gør sig bemærket.
Live har han allerede vist, hvad han kan drive det til. På årets Smukfest forvandlede han en eftermiddag på Månen til en eksplosiv fest med ild, energi og crowdsurfing.
En koncertoplevelse, der også imponerede GAFFA, som kvitterede med fem stjerner og skrev:
”Det tog blot en halv time for Wesmo at erobre Smukfest med præcis det, han havde lovet: benhård grime med virkelig meget fart på.”
Wesmos attitude kan mærkes helt ned på bagerste række, så er der lagt op til en koncert med fuld fart fra første beat til sidste basdrop.
















