VEGA

Af Ditte Lindblad - 7. november 2024

Aktivistisk musikhistorie med Seun Kuti i VEGA

Navnet Seun Kuti lyder måske genkendeligt - selv for dem, der ikke er faste afrobeat-entusiaster. For den virtuose saxofonist er søn af aktivist og grundlægger af afrobeat-genren, Fela Kuti . Med sit politiske engagement og sine svigende rytmer fik Fela Kuti for alvor sat Nigeria på det musikalske verdenskort i 1970’erne og 80’erne. 

Den 17. november kan du opleve det legendariske backingband og Seun Kuti blæse intense polyrytmiske toner og guitarmelodier ud i Store VEGA. I den forbindelse har vi dykket ned på bunden af Nigerias råb om frihed gennem afrobeatens tempofyldte melodier.

“Beasts of No Nation” - Fela Kuti & Egypt 80

Fela Kuti grundlagde fusionsgenren afrobeat – amerikansk blues, jazz og funk blandet med traditionel Yorubamusik – i en politisk opbrydningstid. Den nigerianske befolkning var dybt utilfredse med regeringen, korruptionen i landet var hverdagskost, og i Sydafrika buldrede protesterne mod apartheid. I den tid valgte Fela Kuti at protestere mod den eurocentriske og koloniale verdensorden, som han mente, at den nigerianske og andre afrikanske ledere bød ind på.

Men Fela måtte betale for sin kritik med talrige arrestationer en lang fængselsdom. Officielt blev dommen givet for ulovlig valuta-smugling. Men Fela stod fast til det sidste på, at dommen var politisk motiveret.

Da han i 1986 blev løsladt, brændte aktivisten inde med ny musik og begyndte at optræde med et af sine mest anerkendte værker. Nemlig hittet “Beasts of No Nation”. Ofte fremført live i bar overkrop og med en joint i hånden.

“Many leaders as you see them Na different disguise dem dey oh. Animal in human skin. Animal put tie oh”, synger han.  

Med den klare kritik af det, Fela Kuti opfattede som en korrupt og undertrykkende politiske spiral, fik “Beasts of No Nation” særlig status blandt den nigerianske befolkning. Som et symbol på modstand mod militær undertrykkelse og korruption.  
 

T.O.P - Seun Kuti & Egypt 80

Seun Kuti har siden sin fars død i 1997 brugt det meste af sin karriere på at udvide Felas massive musikalske og politiske arv. Han overtog orkesterledelsen af Egypt 80, og har sat sit eget musikalske præg på afrobeat-stilen med elementer fra hiphop og elektronisk musik.  

Tyngden af Seun Kuti & Egypt 80s arv og anerkendelse blev understreget tilbage i 2008, hvor de blev inviteret til at optræde til prisuddelingen af Nobels Fredspris. Siden har de udgivet flere anmelderroste albums og i oktober kom udgivelsen Heavier Yet (Lays the Crownless Head) på gaden. Budskabet er stadig kritik af ulighed og korruption – blandt andet i nummeret T.O.P (Things over People), som du kan høre live i videoen her. 

Udgivelsen har høstet 5 ud af 6 stjerner fra både The Guardian, Financial Times og netmediet All About Jazz. Beskeden fra samtlige anmeldelser er klar: Seun Kuti leder Egypt 80 i en ny musikalsk retning, men den legendariske arv fra Fela lever videre.

Hvilket også kommer til udtryk i det imponerende bagkatalog til albummet. Executive producer er rockstjernen Lenny Kravitz, popartist og aktivist Jaanelle Monáe er featuring på flere numre, og produceren er Sodi Marciszewer, der også har overset flere af Fela Kutis udgivelser.  

Igennem albummets farverige, rytmiske univers opfordrer Seun til at sige fra overfor uretfærdighed og kæmpe for forandring. 

Seun har været særlig politisk aktivistisk i kampen mod politibrutalitet i Nigeria. Og har genoplivet Fela Kutis politiske parti, Movement of The People, der i starten af 1980’erne blev lukket ned af militærregeringen.

Når Seun Kuti & Egypt 80 danser sig igennem deres imponerende repertoire 17. november, forbinder de fortiden med nutiden gennem betagende blæsearrangementer og hypnotiserende afrobeats. En musikalsk levering af politiske protester, håb for fremtiden og en nedarvet længsel mod retfærdighed.  

Store VEGA

Seun Kuti & Egypt 80

Support: DJ Fergus Murphy

onsdag
/
27.11.2024
Global
Store VEGA

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur