Siden 1999 har belgiske Amenra rykket nervesystemer itu og med største ømhed samlet det igen i et tonstungt univers af doom metal og sludge. I dag kalder de sig selv for “den sidste stamme” i en døende metalgenre. 

Belgiske Amenra har altid bevæget sig i mørket og i alt det, der gør ondt.  

Siden deres første album udgivelse i 2003 har de etableret sig som en særegen hyrde på hardcore og postmetal-scenen, og de er kendt verden over for deres ritualistiske koncerter. Med sig har de en lyd, der bevæger sig fra det ene yderpunkt til det andet. Fra tunge rundgange og dybe skrig til stille sårbare passager.  

Få musikere laver det, som Amenra er eksperter i; kontrastfyldt og introspektiv metalmeditation. Hvor man kan opnå ceremoniel renselse, hvis man blot lader mørket overvinde en. For lyset eksisterer kun, hvis mørket også gør det.  

Amenra har oplevet deres subgenres popularitet komme og gå som ebbe og flod. Og i dag står de belgiske veteraner måske mere alene end nogensinde før. De er “den sidste del af en næsten uddød undergenre af metal”. 

Det fortæller forsanger Colin H. van Eeckhout, da VEGA møder ham om til et interview om bandets fortid, fremtid og deres kommende koncert i Store VEGA. 

Den sidste mohikaner  

“Jeg føler mig på en eller anden måde mere som den sidste mohikaner.”  

Sådan lyder det fra forsanger Colin, da jeg spørger ham om Amenras rolle på metalscenen i dag. Er de veteraner eller innovatører?  

“Det er svært at svare på,” konkluderer han og fortsætter: 

“Men vi er en af de sidste stammer, der stadig vifter med flaget for en næsten uddød subgenre af metal.” 

Colin har placeret sig i en havestol i plastik og smiler skævt gennem en række af sølvskindende grills. Det er eftermiddag, solen skinner over Roskilde Festival, og Amenra skal spille koncert om natten.  

En anden slags baggrundstæppe til Amenras ankerkæde tunge lyd. Men det at være den sidste mohikaner og at være en del af kontrasterne på festivalen er “interessant”, fortæller Colin.  

“For det giver os på en måde ambitionen om at sprede budskabet og vise genren frem til så mange mennesker som muligt”. 

“Vores eksistens er ikke til for at fortælle en lys eller lykkelig historie” 

Da Colin var bare 16 år gammel startede han Amenra sammen med guitaristen Mathieu Vandekerckhove og bassisten Kristof Mondy. I dag består bandet af Colin, Mathieu og tre nykommere; Bjørn J. Lebon på trommer, Lennart Bossu på guitar og Amy Tung Barrysmith på bas. 

Siden bandets førte udgivelse i 2003 har de sendt en lang række avantgarde metaalbum på gaden, der alle sammen prikker til de åbne psykiske sår, mennesket bærer med sig, borer fingeren ind og roder nådesløst rundt i kødet. 

“Vi stræber altid efter det introspektive, de mørkere følelser, som et menneske også oplever i løbet af et liv,” fortæller Colin og fortsætter: 

“Vores musik er langsom. Meditativ. Repetitiv. Det fremkalder en nærmest tranceagtig tilstand. Der findes andre bands, der er til for at bringe glæde til et publikum og den slags. Og jeg tror ikke, at vores eksistens er til for at fortælle en lys eller lykkelig historie.”  

Vores historie handler om sorg og tab 

I 2023 markerede bandet deres 25-års jubilæum med to EP’er; With Fang & Claw og De Toorn.   

With Fang & Claw trækker tråde til Amenras hardcore-rødder: tung og bulldozer-agtig, med engelske tekster. De Toorn er mere narrativ. Skiven er skrevet på flamsk, og bygger videre på det poetiske udtryk, de har udforsket på deres 2021-album De Doorn. 

Dobbeltudgivelsen står tilbage som en introspektiv reflektion over, hvor bandet står i dag. Med ny bassist, før omtalte Amy Tung Barrysmith, et kvart århundrede på scenen og med én fod i fortiden og én i nuet. 

“Det føles lidt som om, vi træder ind i et nyt kapitel af vores eksistens. Nu er det tid til at genopdage os selv igen og se, hvor det fører os hen,” siger han.  

“Men vi vil nok altid fortælle vores historie. Og det vil være en historie om sorg og tab og om at prøve at finde en vej igennem det.” 

Tung som en begravelse 

Hvis man kender det belgiske metalband, vil man næppe blive overrasket over, at deres koncerter ofte beskrives som “lige så følelsesmæssigt intense som en begravelse”. 

For det koster noget, hvis man vil leve i lyset. Det ved bandet, og i musikkens verden er Amenra den indkrævende toldmand. De forlanger, at man forholder sig til vreden og livets nederlag. Det er den pant, man skal betale for at komme ud på den anden side af koncerten. Renset, fornyet og klar til lyset. 

Men rejsen gennem mørket kræver mod og fordybelse.  

“Det skal være så ærligt og intenst som muligt,” forklarer Colin om mødet mellem publikum og band. 

“Men det kræver at du åbner dig selv op for oplevelsen,” siger han.  

“For os handler det om at dele en energi. Det skal være en følelsesmæssig udveksling mellem os og publikum snarere end en cirkusagtig form for underholdning.”  

Amenra ser deres musik og koncerter som et sted, hvor sorg og tab kan rummes og deles. Derfor kalder mange deres koncerter rensende eller ligefrem helende. 

“Der hviler altid en sky af alvor over vores musik. Men den er også tænkt som noget trøstende, og som noget, der kan bringe folk sammen i bearbejdelsen af det, de gennemlever i deres liv. Jeg håber altid, at der er nogle i publikum, vi kan røre, og at de tager os med på deres rejse.” 

En opgave der for bandet føles større og svære på en festival end i et lukket rum på et spillested. 

“Det har altid været en personlig drøm at spille her (Roskilde Festival, red). Så vi er ekstremt glade for at være her nu oven på aflysningen i 2022,” siger han og fortsætter:  

“Men forstå mig ret; vi er jo ikke på den måde et oplagt festivalband. Rigtig mange kommer her for at have det sjovt, hygge sig og drikke øl. Og så pludselig står vi der med en voldsom, altomfattende tyngde,” griner han.  

“Men det er netop her, vi kan nå nye mennesker, som tilfældigt finder ind under teltdugen og opdager os,” fortsætter han. 

“Men jeg synes, vi er bedst, når vi spiller på et mørkt spillested, hvor vi har fuld kontrol over situationen.” 

Som en af de sidste stammer i en næsten uddød undergenre fortsætter Amenra efter 25 år med at insistere på det introspektive, på sorgen og på at finde en vej igennem det.  

Og når dørene lukker i Store VEGA den 18. november, er det her, den historie bliver fortalt. Brutal, altomsluttende og rensende.