VEGA

Af Isalina Akselbo - 9. april 2025

Efteråret i VEGA er fyldt med poptalent og ungdommens følelser

Hvad har Ella Augusta , Mille og Ida Laurberg tilfælles? Alle tre poptalenter har spillet udsolgte koncerter i VEGA – og nu fylder de efteråret med deres relaterbare tekster og fængende poptoner.  

Med bare tre singler og en EP har Ella Augusta markeret sig i 2024 med store nomineringer til P3 Guld og to udsolgte koncerter i Ideal Bar og Lille VEGA. Hendes ærlige melodier og ungdomsfortællinger har bragt hende på en opadgående rutsjebanetur helt fra Ideal Bar, til Lille VEGA og nu til den største scene i Store VEGA.  

Mille har med soundtracket “Dagdrømmer”, fra Jonas Risvigs serie EVIGT, placeret sig blandt Danmarks samling af fremadstormende artister, der er klar til at indtage landets scener med hendes univers af fjerbløde toner. Med en udsolgt koncert i Ideal Bar tilbage i november, tager hun til efteråret det helt store spring til Store VEGA.  

Ida Laurbergs fremragende 2024 startede med en udsolgt koncert i Lille VEGA og debutalbummet bænkevarmer, som tog fat i hendes egen opvækst med angst og følelsen af ikke at passe ind. Bølgen af succes hev hende op fra bænken og nu er hun klar i startopstillingen til hendes egen headliner-koncert i Store VEGA.  

I denne uge dykker vi ned i ungdommens udfordringer med tre udvalgte nedslag i popkometernes musik.  

Ella Augusta: “Internetsangen”

Med sine friske og skarpe øjne kigger Ella Augusta på sin egen generations afhængighed af internettet og mobiltelefoner. Internetsangen åbner op for den skræmmende sandhed, at nutidens unge muligvis mister nærværet til deres relationer, når den tredje ven i rummet er mobiltelefonen. I sangen synger hun: “Det er nærmest kun min Smartphone, der ved hvem jeg er” og indrømmer sin egen frygt for mangel af relationer i hverdagen.

I den ærlige lyrik drømmer Ella Augusta sig hen til en utopisk verden, hvor “Internettet virkelig går ned”, og hun i stedet kan mærke sine venner igen og kigge dem i øjnene uden at et hvidt-blåt skær reflekterer i deres blik.  

Mille: “drikker med mig selv”

Fest og farver er for mange en del af et ungt og friskt liv. Men hvad sker der når lysten til at deltage i fællesskabet forsvinder som en sæbeboble, der sprænger for øjnene af dig? Den ubehagelige følelse folder Mille ud på sin nye EP Vågner med sangen “Drikker med mig selv”. I sangen bliver man suget ind i festens univers, og ser dansegulvet gennem Milles egne øjne, der befinder sig i hjørnet af det propfyldte lokale. 

Mille indkapsler hele sangens essens med omkvædets splintrende ærlige linjer, der tager følelsen af FOMO til helt nye højder for den 17-årige popkomet: “Jeg drikker med mig selv, i aften, Jeg har fået nok af mennesker”.

Ida Laurberg: “Min Ven”

Med sangen “Min Ven” udfordrer Ida Laurberg sit eget gudekompleks og sætter en stopper for seriøsiteten. Den 25-årige popstjerne synger: “Vil du ik’ ha’ din’ solbriller af, det ka' godt være, du har haft en landeplage, men nu det bare mormors fødselsdag og vi skideligeglade” og opfordrer alle, der tager sig selv for alvorligt, til at smide hættetrøjen og bare tage til mormors fødselsdag uden attitude.  

Og måske er det lige præcis hvad unge lyttere har brug for; en selvironisk sang, der fortæller dem, at alting ikke er så alvorligt, som det kan se ud til at være.  

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur