Du kender hende fra radiohits som “Hanging With Myself”, "Drunk” og “Machete”. Singlen ”Hanging With Myself” toppede den danske airplay-hitliste og har i skrivende stund opnået over 1 mio. streams på Spotify. Hendes debutalbum The Truth udkommer i foråret 2024.
I efteråret 2023 turnerede Ameli Dot som support for Benjamin Hav på hans Big Show Tour. Nu står hun klar til at drage ud på sin første tour i eget navn.
VEGA har mødt hende til en ærlig snak om hendes musikalske baggrund, hendes tour-oplevelser med Benjamin Hav samt forventningerne til hendes første tour, The Truth Tour.
Underlægningsmusik til livet
Er du vokset op med musik?
”Ja, i den forstand, at det var noget, der var meget underliggende i min familie.
Jeg sidder en dag og bladrer i min mormors fotoalbum, da jeg er 19-20 år gammel, og finder en masse avisklip, hvor hun er i et pigeband - og jeg er sådan; mormor? Hvad fanden er det her? Og så griner hun lidt og siger; jamen du ved, vi var jo det første pigeband i Danmark, men det er jo ikke noget."
Men du havde aldrig vidst, at hun lavede musik?
”Nej. Jeg anede det ikke. Altså, jeg vidste godt, at hun havde haft noget med musik at gøre, fordi hun havde en guitar, men det var ikke noget, hun sad og talte højt om, eller blærede sig med.
Men min far, han spiller jo alt, hvad han overhovedet kan komme i nærheden af. Jeg tror, min far var meget som en white american dad, hvor hans store truckbil virkelig skal pudses - altså, der skal ikke nogen fedtfingre på hans guitarer - det var meget sådan.
Jeg husker nogle gange, når han var ude og handle ind, hvor jeg var alene ved de der guitarer - det var jo noget jeg ikke måtte – så sad jeg og spillede små melodier. Men altså, jeg anede ikke noget om akkorder eller noget som helst. Det havde han jo ikke lært mig.”
Så du er vokset op med musik, men det er egentlig noget, du selv har skulle lære?
”Ja, fuldstændig. Jeg stjal min mormors gamle guitarspade. Hun vidste godt, at jeg havde taget den. Hun var bare sådan; ja ja, det er fint. Den havde bare ligget og støvet i sygt lang tid, den der guitar. Så fik jeg den, og begyndte at sidde og lære mig selv akkorder da jeg var 16.”
Når tankerne tager på tour
Hvordan var det at turnere med Benjamin Hav?
”Det var fucking vildt. Det var nogle rigtig dejlige mennesker.
Men jeg var faktisk i en kæmpe depression da det var. Jeg havde det ret svært med min karriere, og havde ikke råd til min lejlighed, og måtte skuffe min dejlige roomie, som jeg har været venner med i 10 år, og flytte fra hende. Min mormor mistede livet. Jeg havde ikke nogen penge. Jeg levede bare i en kuffert - og det føltes bare fucked. Så det, at komme med på den tour, det var virkelig et relief, fordi jeg havde noget at tage mig til, og havde ikke tid til at falde ind i et negativt tankespind. Så jeg føler faktisk, at den tour har redet mig fra ret mange ting.”
Nu starter du jo snart op på din egen tour, din første tour, og i et Instagram-opslag skriver du, at du vil bruge din tour på at finde ud af hvem du er. Hvad mener du med det?
”Jeg tror, at jeg for første gang nogensinde skal prøve at have det nedskaleret på en eller anden måde. Før, altså på Benjamin Hav tour’en, var jeg i full-on outfit, og vi havde gjort rigtig meget ud af det. Det skulle ligesom være et tema, der kunne matche op med Benjamin Hav tour’en.
Og her (på Ameli Dots egen tour), der kommer vi til at lege rigtig meget med minder, sandhed og ærlighed - det kommer til at være meget ægte. Det er første gang, at jeg ikke har en følelse af, at jeg skal pakkes ind for, at det kan blive stort, eller at rende rundt med fjerboa eller et eller andet, før det bliver et nice show - det skal bare være musikken og minderne, der får lov til at være der. Det er også derfor min tour kommer til at hedde The Truth Tour."
F.eks. din sang ”Drunk” er meget ærlig – og relaterbar. Du synger om at have været fuld og ikke at kunne huske aftenen før. Handler den her sang om en specifik aften / morgen, og hvad skete der? Skrev du den her sang med tømmermænd?
”Jeg skrev den dagen inden, at jeg skulle spille til en jubilæumsfest. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle gå op og synge to sange - men så havde de sat et kvarter af - så jeg tænker shit - altså, hvis man regner to sange sammen, så er det i hvert fald mindre end et kvarter! Hvad fanden gør jeg?
Så jeg sidder med bragende tømmermænd og laver grin med, at jeg har det fucking dårligt, foran min kæreste – og tænker, okay, det kunne altså være en ret fed sang. Jeg går lige ind og bruger en halv time på det her hook. Da jeg spillede den for min kæreste sagde han du skal spille den der i morgen! Så gik jeg op og spillede den - og folk var så nærværende, og de grinte af teksten og kunne relatere. Det var bare den fedeste følelse nogensinde.”
Back on track
Hvad glæder du dig personligt mest til ved din tour?
”At komme ud og spille igen - kæft mand - der er bare noget magisk over at være på tour. Når du kommer hjem fra en tour, så er det sgu ligesom om, at du har været på Roskilde, lidt den der følelse, hvor du er sådan, I wanna go back!.”
Glæder du særligt til noget ved din optræden i VEGA?
”Altså, jeg havde jo udsolgt på Ideal Bar sidst. Det var jo crazy. Men der havde jeg næsten også lige udgivet ”Hanging With Myself”. Så jeg er totalt spændt på at se, hvor mange der er samlet op på de efterfølgende sange. Og altså, det er jo fedt at sige, at man spiller i VEGA. Og så er det Lille VEGA. Det bliver jo bare større og større - men jeg tror virkelig, at man skal nyde de små steps. Jeg tror, at det er det, jeg kommer til at synes, der er det fedeste ved min proces lige nu. Det er de der små-store koncerter, jeg kommer til at holde, hvor det er intimt og intenst og nice og nærværende.”
Lille VEGA
Ameli Dot
Support: AYMEE