I mere end et årti har duoen First Hate udsendt blink på den musikalske radar. Med hinanden som vidner, har Joakim Wei Bernild og Anton Falck samlet erfaringer, udvisket grænser og afsøgt horisonter fra Østeuropa til Filippinerne. Musikken er den lim, der binder First Hate sammen og samtidig det redskab, verden åbner sig igennem.
I First Hates univers er intet statisk. Mulighederne synes at være uendelige og hele tiden inden for rækkevidde. To blikke, der konstant flakker, opsnapper inspiration, processerer, integrerer og formidler.
Og First Hate er nu klar med nye toner. Senest er tre singler landet og en ny EP er på vej. Som optakt til deres koncert i Store VEGA, har vi mødt Joakim Wei Bernild fra First Hate til en snak om roller, musikkens muligheder og om at finde inspiration i både det store og det små.
Store VEGA tur-retur
Da First Hate første gang står på scenen i VEGA, er det på husets største scene. Året er 2013, Vinnie Who er øverst på plakaten, og First Hate deler supportpladsen med Emma Acs. Skulder ved skulder står de. Iklædt cowboybukser og t-shirts, danner de to venner en fælles front fra scenen og ud mod publikum. Fortællingen om First Hate starter i venskabet mellem Joakim Wei Bernild og Anton Falck. I en fælles kærlighed til alt kreativt, men hvor musikken bliver den udtryksform, der smelter vennerne sammen. Bernild fortæller:
“Musik er en dejlig intuitiv måde at udtrykke sig på. Det virkelig sjovt at lave sammen – det er virkelig en god måde at slå tid ihjel på. Musikken er en slags tidskunst. Man trykker play og bliver taget igennem det. Det er en fortælling, der er totalt styret.”
First Hates chemtrails bevæger sig fra SoundCloud mod debut-EP’en First Hate (2014) og videre til duoens første skæring,
(2017). Her sprang hjertet et slag over, landede i takt til musikken og sendte First Hate marcherende ind i lytternes øregange og bevidsthed. Et band var for alvor vakt til live. Forrige år landede opfølgeren, (2022), til roser fra medier og magasiner.I First Hates univers har rollefordelingen mellem Joakim Wei Bernild og Anton Falck altid været tydeligt kommunikeret ud gennem deres performance. Et let afkodeligt look med Falck i front, dybt integreret i forbindelsen til publikum, dansende og syngende og uden tegn på resignation. Wei står i baggrunden, bag instrumenterne, indhyllet i musikken, som en sonisk afsender fra musikkens prædikestol. Den nu etablerede rollefordeling af First Hate opstår i en optræden på Trailer Park Festival, da Falcks keyboard går i stykker. I hvad, der ligner en begrænsning, aner First Hate en mulighed.
“Vi spillede på Trailer Park Festival, hvor Antons keyboard gik i stykker. Han prøvede at signalere til mig, at vi skulle springe den næste sang over, fordi det var et instrumental-nummer, hvor han spillede lead melodi på keyboardet. Jeg satte sangen på, og så vidste han ikke, hvad han skulle gøre, så dansede han bare – folk havde det rigtig fedt over det, for Anton er god til at danse, god til at bevæge sig.”
Symptomatisk for First Hate er netop at være i øjeblikket. Hele tiden at boltre sig mellem absolut kontrol og det kaotisk ukontrollerbare. I spændet mellem de to poler, skinner First Hates DNA tydeligst. Duoen er virtuose udi øvelsen hele tiden af slække på det metaforiske reb, som binder tingene sammen, for at gribe det igen, inden det er for sent. Fra det, har de fundet den rollefordeling, der står i forgrunden af First Hate, men i skabelsen af musikken forholder tingene sig anderledes.
“Det er ikke sådan, at vi laver musikken. Mange har måske indtryk af, at jeg er sådan en Dr. Dre- person, der sidder og skruer og laver alle beats, og så kommer Anton ned og ligger nogen vers. Det er en langt mere åben kreativ proces, når vi skriver sange. Nogen skriver sammen, nogen hver for sig. Meget af vores musik har vi lavet i lufthavne, mens vi har ventet på fly.”
At kæde First Hates rollefordeling på scenen sammen med musikkens skabelsesproces, handler for Joakim Wei om, hvordan visse fortællinger og stereotyper lever omkring det at være artist, at være musiker og stå på en scene. First Hate er ikke musikere i klassisk forstand, hverken Wei Bernild eller Falck har studeret nodeark eller terpet skalaer på keyboardets tangenter.
For Bernild er musikken et øjebliksbillede, hvor tid indkapsles, minder og erfaringer låses i de minutter og sekunder, hvor musikken flyder. I dét, lever den personlige fortælling, hvor musikken bliver et rum, der konstant gennemkrydses af relationer og oplevelser. Et sted, hvor sjælen spaltes og indfanges i dens pågældende form, forseglet i udgivelsen.
“Vi har prøvet med alle vores udgivelser at have mange venner med, der synger eller spiller noget – eller til vores koncerter synger eller spiller med. Vi har mange “ikke- musikere” - folk, som er, der hvor vi bor, eller der hvor vi er – folk vi hænger ud med. De mennesker man møder og ser, elsker, er generet af. Optagelser af ens rejser, trafikken omkring én. Det bliver på den måde et personligt projekt. Musikken bliver en måde at kapsle perioder i sit liv ind på.”
Specielt forbindelsen mellem det personlige og musikken er essentiel for Bernild og First Hate. Tanken er, at musikken tilbyder et ordløst sprog, hvor der er plads til at udforske og afsøge stemninger og følelser, der ville være sværere at tilgå uden. Musikken er både forbindelsen til det kollektive og publikum, men også et mulighedsrum, hvor karakterer og stemmer kan udvikles. Et musikalsk maskeradespil man kan gå til og fra.
“Musikken er en måde at dele oplevelser med andre mennesker på - både på den indspillede del, men også live. Musikken er et ordløst sprog, selvfølgelig er der tekster i sange, som er endnu et lag af fortælling. Det er både et sted man kan være sig selv og et sted, hvor man kan slippe fra sig selv. Et sted, hvor man kan dyrke sider af sig selv, tankespind, indtryk eller karakterer. Man kan skrive en sang fra en anden persons perspektiv, om hvordan man forestiller sig, at de ser verden.”
På bandets andet album, Cotton Candy (2022), er alt bøjet i neon. Et gritty, blåt univers, hvor hårdt pumpede pop-produktioner skildrer et First Hate balancerende på en udspændt line mellem spontanitet og komplet rastløshed. Alt kan lade sig gøre, alt kan inspirere, alt er tilgængeligt, hvis man, som Joakim Wei Bernild og Anton Falck, retter antennerne ud mod verden. Inspirationen har intet hierarki, intet filter og ud af det vokser First Hates univers.
“Det er meget det, som det handler om. At være meget modtagelig på godt og ondt. At man er i eksistensens kaos. Vi er begge to personer, der hele tiden tager indtryk ind, bearbejder dem og aktivt laver dem om, tænker over dem og bliver påvirket af alt ting – netop fordi, der ikke er noget filter. Man kan stå og kigge på et eller andet kæmpe maleri fra 1500-tallet og så kan det være spændende, men det kan være lige inspirerende at kigge på det papir ens tyggegummi kommer i.”
Store VEGA
First Hate
Support: ZOUMER
