Folk-genren har altid haft en særlig evne til både at omfavne og bryde med traditionerne. 

Det ved The Mary Wallopers, der blander irske folkesange med lige dele fadøl, humor og politiske budskaber.  

På få år er bandet gået fra at være en coronasensation med livestreamede stuekoncerter til at spille for et stadig større publikum – og samtidig er de et pragteksemplar på, hvordan folkemusikken i de senere år har fået nyt liv. 

Det har vi også mærket i VEGA.  

I september 2023 spillede The Mary Wallopers et udsolgt show i Ideal Bar. Den 3. februar 2027 står de klar til at indtage Store VEGA. 

Det er med andre ord ikke kun VEGAs bookere, der har fået øjnene op for de irske folk-rebeller.  

Gamle toner i nye klæder 

Der er noget næsten umiddelbart genkendeligt over The Mary Wallopers. De tager fat i traditionelle melodier, simple akkorder, hurtige omkvæd og sange, der ikke kræver andet end et par mennesker, en banjo og lysten til at synge med. 

Det er musik, som inviterer indenfor. 

Man behøver ikke kende historien bag sangen for at råbe med på omkvædet. Man behøver ikke kunne spille et instrument for at blive en del af musikken. Og man behøver bestemt ikke være ædru for at forstå pointen. 

Men lytter man efter, er der mere på spil. 

For bag de festlige melodier og den selvironiske humor gemmer der sig historier om fattigdom, klasse, kolonialisme, arbejde og magt. 

Det er ikke nyt for folkemusikken. Tværtimod har genren historisk været tæt forbundet med fortællinger om mennesker, arbejde og samfund – og med sange, der kunne give stemme til dem, der ikke nødvendigvis selv fik lov til at fortælle historien. 

The Mary Wallopers tager den gamle form alvorligt uden nødvendigvis at tage sig selv alvorligt. De er lige så inspireret af traditionelle og historiske ballader som af samtidens politiske spørgsmål. 

Og måske er det netop dér, noget af folk-musikkens særlige kraft ligger. 

En lang tradition 

Folk-musikken som vi kender den i dag, voksede frem i 1940’erne som en blanding af nyfortolkninger af gamle folkesange, arbejdersange og nye sange om samtiden.  

Musikere som Woody Guthrie og Pete Seeger brugte den enkle form til at fortælle om mennesker, arbejde og samfund - og til at synge om emner, der ikke altid var populære hos dem, der havde magten. 

Melodierne var ofte simple, mens teksterne var skarpe, fortællende og nemme at synge med på. Det var musik, der kunne vandre.  

Fra USA fandt traditionen vej til blandt andet England, Skotland og Irland, hvor den blev flettet sammen med lokale folkesange og musiktraditioner. I 1950’erne og 60’erne fik folk-musikken en stor genopblomstring, og musikken blev samtidig brugt som udtryk for en voksende kritik af blandt andet krig, ulighed og statsmagt.  

Det er en del af folken-musikkens DNA, at den både kan være fornyende og genkendelig. Musik, hvor fremmede mennesker pludseligt står arm i arm og skråler for fuld hals. 

For folk skal føles, og musikken tilhører ikke kun den, der står på scenen. Den tilhører alle, der synger med. 

Det er den tradition, The Mary Wallopers skriver sig ind i. 

Fra coronastuer til folk-rebeller

The Mary Wallopers kommer fra den irske provinsby Dundalk og består af brødrene Charles og Andrew Hendy samt deres ven Séan McKenna. Under Corona-nedlukningen fik de for alvor opmærksomhed, da de livestreamede koncerter fra Hendy-brødrenes hjem og dermed fandt et publikum langt uden for Dundalk.  

Siden er de vokset til et syv mand stort band med alt fra banjo til violin, bas, trommer, harmonika, tinfløjte og ikke mindst irsk sækkepibe.  

Men grundideen er den samme: The Mary Wallopers tager den traditionelle irske folk-musik og giver den en dosis punk, humor og kaos.  

Resultatet ligger et sted mellem århundredgamle ballader, pubstemning og et meget veludviklet talent for at have det sjovt. 

Tænk folkemusik, men gør det mere punket med mullets og tracksuits. 

Politisk poesi 

The Mary Wallopers læner sig tungt op ad den irske musiktradition, men de bruger den ikke kun til at kigge bagud. De forholder sig aktivt til det samfund, de er en del af. 

På deres nye album Paddywhackery retter de blikket mod blandt andet kolonialisme, klassesamfund og fascisme. “Crowns of England” handler om det britiske imperium, mens “Worker’s Song” og “Landlord’s Demise” kredser om klassesamfundet og “Kit Kat Sang” om fascisme. 

Samtidig er der stadig plads til rendyrkede festsange, der opmuntrer til at have en fest på trods af det hele. 

Det er måske netop en af The Mary Wallopers’ styrker, at de kan gå fra en sang om klassekamp til en sang om sex, druk og festuden at undskylde for det. Som Andrew Hendy har sagt til The Guardian: 

“Our whole thing is presented in an honest way because it’s the people’s music. We play funny songs and songs about riding – but we also play political songs and sad songs. If we can rip the piss out of ourselves then sing something that is really emotional it makes it more like real life.” 

Den balance har The Mary Wallopers holdt fast i siden deres selvbetitlede debut fra 2022. Deres musik insisterer på, at det hele godt må eksistere på samme tid. 

Og deres engagement findes ikke kun i sangteksterne. 

I sommeren 2025 fik The Mary Wallopers afbrudt deres optræden på Victorious Festival i Portsmouth, efter at bandet havde vist et palæstinensisk flag på scenen. Episoden er et konkret eksempel på, at de ikke forsøger at holde musikken adskilt fra deres holdninger. 

På den måde trækker de på grund idéen i folk-musikken: at en gammel musikform stadig kan bruges til at sige noget om den tid, man selv lever i. 

Folk, fest og fadøl

Det er måske den bedste måde at forstå bandet på. 

De spiller musik, der allerede føles bekendt, men fylder den med nye historier. De tager sange, der har overlevet i generationer, og giver dem nye grunde til at blive sunget.  

De gør folk politisk uden at gøre den utilgængelig – og festlig uden at gøre den ligegyldig. 

Og de insisterer på, at der skal være plads til begge dele. 

Til vrede og glæde. Til klassekamp og druk. Til historiske ballader og moderne protester. Til tårer, latter og et publikum, der efterhånden har glemt, hvem der egentlig stod på scenen, fordi alle synger med. 

Det er den tradition, The Mary Wallopers tager med til Store VEGA den 3. februar 2027. 

Der er folk. Der er fest. Der er fadøl.