VEGA

Af Nica Alexandra Wate Larsen - 27. august 2026

Fra soveværelset til VEGA: Tre Strawberry Guy-sange, du ikke vil gå glip af

Fra soveværelset til VEGA: Tre Strawberry Guy-sange, du ikke vil gå glip af

Ovenpå sit anmelderroste debutalbum sun outside my window fra 2021, er den walisiske sangskriver Strawberry Guy klar med nye dybfølte toner.

Det kommende album, Give Me a Dream, lander 23. oktober og med velkendte dreampoptoner er der lagt i kakkelovnen til endnu et stærkt udspil.

“Mrs Magic” (2019) var singlen, der blev startskuddet på det hele, men gennembruddet lod vente på sig. Singlen lå og ulmede i to år, før den pludselig fik nyt liv fra en uventet kant. Selvom TikTok ikke virker som den mest oplagte vej til et gennembrud for en artist, hvis musik er født i et soveværelse i Wales, var det altså her, at “Mrs Magic” gik viralt.

Strawberry Guys rolige opvækst i Wales har haft stor indflydelse på sangskrivningen. Den walisiske natur var baghaven, klaveret stod i spisestuen, og Monet prydede væggene. Det var i disse omgivelser, at han lagde nogle af de første byggesten til sit musikalske univers.

I maskinrummet bag debutalbummet Sun Outside My Window (2021) var ambitionerne større end soveværelset. Et helt orkester skulle få plads i det lille rum, og på computeren byggede Strawberry Guy det selv lag for lag.

Albummet udkom i kølvandet på succesen med ”Mrs Magic” og blev mødt af begejstrede anmeldere. Blandt dem var det engelske musikmagasin The Line of Best Fit, som skrev: “One could go as far to call Sun Outside My Window a timeless masterpiece that could be passed down through the ages.”

Både gamle og nye toner får liv på scenen, når Strawberry Guy indtager Lille VEGA den 29. september. Men før scenelyset rammer ham, dykker vi her ned i tre funklende sange, der viser forskellige sider af artisten.

Mrs Magic  
Sangen blev til efter en psykedelisk oplevelse, der for en stund rev Strawberry Guy ud af hans egen virkelighed.

Under den atmosfæriske overflade lurer frygten for at miste sig selv. Sangen bliver dog aldrig helt opslugt af mørket. Der er altid en længsel og et håb om at finde tilbage til sit sande jeg.

”Give me one last chance to show
Tell you what lurks deep inside
Deep inside my battered mind
I don't know
I don't know what I'm doing here”

As We Bloom

På singlen “As We Bloom” (2021) får vi et indblik i komponisten, der gemmer sig bag navnet Strawberry Guy.

Klaver, strygere og bløde guitarmelodier væves sammen til en komposition, der trækker tydelige tråde til impressionismen. Debussy og Ravel er blandt Strawberry Guys store musikalske helte fra denne tid, og deres indflydelse mærkes i hans sans for maleriske klange og stemninger. Her får musikken lov til at fortælle historien om et forhold, der langsomt blomstrer, helt uden brug af ord.

Til musikmagasinet What the Funk? fortæller Strawberry Guy om den kreative proces bag sangen:

”It starts off with this emotion. Before writing any of the lyrics, I’ll find the music that sonically sounds like the way I’m feeling. With As We Bloom, because there’s no words in this track, I wanted to create this sound of this relationship or friendship blossoming like flowers. I wanted to do that just with music.”

I'll Never Feel That Young Again

Med “I’ll Never Feel That Young Again” (2026) som åbningsnummer løfter Strawberry Guy sløret for, hvad der venter på det kommende album Give Me a Dream.

Strawberry Guy kalder selv sangen “a song of hope”. Den byder på et varmt gensyn med ungdommen, mens den bittersøde titel minder om, at tiden ikke kan skrues tilbage.

Men sangteksten bliver aldrig hængende i fortiden. Den vender blikket mod det, der ligger forude, med en tro på, at de bedste kapitler endnu ikke er skrevet.

“You’ll grow up to be so strong
And you’ll see, it won’t be long”

På tværs af de tre sange bevæger Strawberry Guy sig ubesværet fra de nænsomme detaljer til de store følelser og mellem melankolien og det håbefulde.

Den 29. september udfolder det hele sig live, når Strawberry Guy besøger VEGA.

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur