VEGA

Af Owen Murphy - 13. november 2025

Gamle Golden retrievere lærer nye tricks på ny GENTS plade

Ti år er gået siden GENTS første gang foldede deres silkebløde synthpop ud over den danske musikscene. I et årti har duoen bestående af Niels Fejrskov Juhl og Theis Vesterløkke været leverandører af fængende, melankolsk crooner-pop.

Men i dag er bandet et andet sted, det er det kommende album
Masculinity, der lander 31. januar, et vidnesbyrd om. For første gang skruer de ned for synthesizer-sporene og de elektroniske landskaber, der ellers har defineret deres lyd og træder ind i et mere folket, akustisk univers. 
 
I forbindelse med deres jubilæumskoncert i Lille VEGA den 6. marts tager vi et dyk ned i ti år med GENTS. 

Fra diskotekerne til dagligstuen

GENTS’ udvikling kan læses som en spejling af deres egen musikalske og personlige rejse. Da de i 2015 debuterede med EP’en Embrace the Future, var det med en tydelig inspiration i 80’er-poppen på linje med samtidskunstnere som First Hate.

Æstetikken var præget af lige dele ironisk distance og nostalgi på hitsange som “Young Again”, “Love Is Tears” og “Circles”, og man hører tydeligt den
larger-than-life-energi, der gjorde GENTS til et kultnavn på Københavns alternative popscene.

Men meget vand er løbet under broen siden da, og på Masculinity vender duoen blikket indad – væk fra diskotekerne og ind i dagligstuen. Her fylder akustiske guitarer, afdæmpede trommer og tekster, der tør bedrive satire over den moderne maskulinitet.

Fejrskov Juhls intime og croonede vokal består som et genkendeligt element, men i Vesterløkkes produktioner mærker man, at strygere og strenge får lov til at fylde mere i lydbilledet. 

Duoen er blevet mere modne, og på mange måder er musikken det også. Albummet er et opgør med både deres egen lyd og med en bestemt idé om maskulinitet. Hvor tidligere udgivelser svævede på en bølge af hedonistisk synthpop og glitrende melodier, er den nye plade præget af eftertænksomhed og hverdagsrealisme funderet i temaer som angst for faderskab, kønsroller og usikkerhed.

Det fornemmer man i høj grad på de foreløbige singleudspil “Feminist” og “Golden Retriever”, hvis tekstuniverser bærer præg af en tydelig og selvironisk rød tråd.  

“We split the bill from the drug store on your contraceptive pills” lyder de første strofer fra “Feminism”, mens de på “Golden Retriver” accepterer deres skæbne med ordene “'Cause if you want me babe, you get my golden retriever energy”.

En omfavnelse af fremtiden

Ti år inde i karrieren står GENTS i en sjælden position, hvor de har givet slip på det, de har bygget op, for at finde ud af, hvem de egentlig er – som musikere, som mænd og som venner. Popmusikken har alle dage hyldet det intime, det ærlige og organiske, og på den måde skal Masculinity ikke ses som et tilbageskridt fra bandets genkendelige synthlyd – men som et skridt dybere ind i det menneskelige.

Det er et album om at stille spørgsmål i stedet for at give svar. Om at kunne danse og tvivle på samme tid. Og måske er det netop dér, GENTS’ styrke ligger: I modet til at være både følsomme og formbevidste. 

Når GENTS markerer deres jubilæum med koncerten TEN YEARS OF GENTS bliver det både en hyldest til deres bagkatalog og den nye kurs, bandet har taget. Med et fuldt band i ryggen genbesøger de ikoniske sange fra
About Time og Embrace the Future, mens de omfavner fremtiden gennem de nye numre fra Masculinity.

Ifølge det gamle ordsprog er det svært at lære gamle hunde nye tricks, men lige netop de to golden retrievere fra GENTS har med garanti nye tricks ærmet, når de gæster Lille VEGA den 6. marts. 

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur