Fra højskoleprojekt til Store VEGA
Sidst Kayak gæstede VEGA, var det i Ideal Bar. Nu står den københavnske trio foran deres hidtil største headliner-koncert, når Eva Berghamar, Carl Magnus Olsen og Albert Odgaard indtager Store VEGA den 18. september 2026.
De tre fandt hinanden på Rytmisk Højskole i 2022, og i en fælles kærlighed til musik og indiepop-artisten The Japanese House opstod det, der skulle blive til Kayak.
Bandet havde netop skrevet et udkast til deres første sang, da navnet Kayak åbenbarede sig for dem på en telttur med højskolen. Synet af deres venner ude i de små både indfangede lige det, de ville med projektet og gav alle de rigtige associationer.
Siden er højskoleprojektet vokset til et band med et ganske særligt univers.
Her møder dansk hverdagssprog et stort, drømmende lydlandskab, hvor kærlighedskvaler og hverdagsting får lov at svæve mellem synthflader, luftige vokaler og eksperimenterende guitarfigurer.
Det er et univers, der efterhånden har fået både publikum og anmeldere til at spidse ører.
Ind i Solen (2026) fik tildelt fem stjerner fra både GAFFA og Soundvenue, og sidstnævnte placerede senere EP’en blandt de ti bedste danske udgivelser i første halvdel af 2026.
Hvor debut-EP'en Under Øjenlåg (2025) havde en mere indadvendt og skrøbelig karakter, eksperimenterer bandet mere på Ind i Solen. Tempoet stiger, lydbilledet åbner sig, og trioen virker mindre optaget af at finde en bestemt form end af at undersøge, hvor sangene kan føre dem hen.
Mens vi venter på at se, hvor Kayak fører os hen, når de spiller i Store VEGA den 18. september, har vi fundet tre sange frem fra bandets diskografi, som du kan dykke ned i.
"Stories"
Hvis der er én sang, der kan åbne døren ind til Kayaks univers, er det svært at komme uden om “Stories.”
Musikken sætter af med et insisterende popdrive, mens Eva Berghamars lyse vokal svæver let hen over produktionen.
“Stories” handler om den mærkelige fase efter et forlist forhold, hvor den anden person er væk, men alligevel bliver ved med at dukke op. På sociale medier, i gamle minder og i de små, uventede øjeblikke, hvor noget pludselig trækker én tilbage til følelsen af en relation, man troede, man havde lagt bag sig.
“Vil du stadig dukke op i stories?
Ka' du stadig bedst li' vinter over sommer?
Vil jeg stadig sove lige så dårligt, som jeg gør nu, uden dig om ti år?
Har du glemt mig?”
Selvom teksten er specifik, rammer den en universel følelse, og “Stories” blev da også P3’s Uundgåelige - og var med til for alvor at sætte trioens navn på det danske musik-landkort.
"Smykker"
Hvor “Stories” handler om at blive mindet om nogen på afstand, bringer “Smykker” ekskæresten helt tæt på.
Den almindelige smalltalk bliver stående side om side med en langt mere kaotisk indre monolog.
“Spørger ind til dine forældre, men indeni har jeg lyst til at dø” opsummerer på mange måder sangens spænd mellem det, der bliver sagt, og det, der foregår under overfladen.
Musikalsk vokser nummeret samtidig fra det intime til noget langt større. Kor, rytmer og en blomstrende produktion giver sangen en næsten opløftende energi, selvom teksten befinder sig et helt andet sted.
"Din Hund"
For så vidt er “Din Hund” en klassisk sang om tiden efter et brud. Bortset fra, at ekskærestens hund bliver hovedpersonen:
"Tænker hele tiden på din hund
Tror du den savner mig?
Griber hvad du kaster, ja, jeg ku'
være en hund for dig"
En enkelt akustisk guitar spiller ved siden af Berghamars vokal, mens en forvrænget elguitar langsomt sniger sig ind og giver nummeret en følelse af uro.
Det er en skæv poetisk vinkel på længslen efter stadig at høre til, der rammer lige i hjertekulen.
“Stories”, “Smykker” og “Din hund” bevæger sig alle omkring brud, længsel og den mærkelige tid, hvor man forsøger at finde sig selv efter et forhold.
Men det er netop i de små detaljer, at Kayak finder de store følelser.
For under de luftige vokaler, de eksperimenterende guitarer og de store melodier ligger en ganske enkel fascination af det at være ung: at være forelsket, at blive forladt, at savne nogen- og gøre sig umage for at lade som om, man ikke gør.
Så gør dig klar til at slå følelserne løs, når det hele udfolder sig live i Store VEGA den 18. September.
