For Mekdes handler det i stigende grad om at mærke efter frem for at regne ud. Hvor sangskrivningen tidligere kunne føles som et teknisk puslespil, er hendes proces i dag mere intuitiv – og mere ærlig.
“Jeg føler, at jeg er blevet mere ærlig og umiddelbar i min musik,” fortæller Mekdes. “Det er blevet nemmere, fordi det ikke på samme måde skal regnes ud længere, men føles frem.”
Denne tilgang har præget et produktivt år, hvor Mekdes har udgivet fire singler og samtidig gæstet andre kunstneres numre.
Hendes musik bevæger sig frit mellem afropop, r&b, soul og elektroniske elementer, dog uden at miste sit følelsesmæssige tyngdepunkt. Og for Mekdes er er det netop spændvidden, der er pointen.
“Jeg synes, at mine singler fra 2025 viser at jeg som artist godt kan lide at bevæge mig lidt rundt mellem forskellige ender inden for pop,” siger Mekdes, og uddyber at det afspejler meget godt hvor hun i det hele taget er som artist lige nu.
Om at låne sin stemme ud
I starten af oktober kunne man høre Mekdes som feature på KEDDEs single “Jeg håber”, og tidligere har hun også samarbejdet med URO på “Føles godt”. Samarbejderne beskriver hun som både lette og naturlige at falde ind i.
“Det har været nemt og sjovt at arbejde med drengene. De er to af mine yndlingsmusikere, så det har føltes ret naturligt og effortless, at synge med på deres sange.”
Når alt bliver Mekdesificeret
Samtidig er forskellen mellem samarbejderne og hendes soloprojekt tydelig.
Når Mekdes gæster andres numre, træder hun ind i deres lydunivers. På hendes eget projekt er kontrollen total.
“På mit soloprojekt bliver alt 100% Mekdesifiseret,” som hun formulerer det.
Selvom Mekdes i stigende grad medvirker på dansksprogede udgivelser, oplever hun ikke selv den store forskel mellem dansk og engelsk. Hverken kunsterisk eller i mødet med publikum.
Hun synes nemlig at begge sprog er lige rørende. “For mig handler det mere om sangens handling og måden, teksten bliver leveret på, end hvilket sprog den er skrevet på.”
Kontrakten til publikum opstår netop i leveringen. Og på scenen – for eksempel i når Mekdes står i Store VEGA til februar – er ambitionen helt klar: at skabe et rum, hvor man kan give slip.
“Jeg tænker meget på, at jeg gerne vil skabe et rum, hvor folk kan være ligeglade og smide bekymringerne. Ikke at tænke på, hvad andre vil tænke. Og bare give folk lyst til at danse på deres egen skæve måde, ligesom jeg selv gør,” fortæller hun.
I samme ombæring tager Mekdes dog også selv noget med fra publikum.
“Publikumsreaktionen påvirker mig enormt meget, og er klart med til at gøre mig mere selvsikker i alle mine måder at være på.”
At drømme stort og mærke efter
Når snakken falder på drømmesamarbejder, tøver Mekdes ikke med at tænke stort. Ønskelisten er lang, men nogen står på toppen.
“Hvis jeg skal drømme rigtig stort, ville jeg blive lykkelig over at lave et nummer med Stormzy.”
Indtil videre fortsætter hun med at udforske sit eget udtryk. Med plads til tvivl og plads til rigtigt at fornemme, hvornår noget er færdigt.
“Jeg har selvfølgelig stadig øjeblikke, hvor det kan være svært at vurdere om noget er færdigt eller godt nok. Så plejer det at hjælpe at tage en pause fra det.”
