Rejsen til post-punkens centrum går gennem et hav af musikalske indfaldsveje.
Vi sætter i denne uge fokus på tre af post-punkens nyeste skud på stammen: Dry Cleaning, Shame og Squid. Vi skal fra et crooner-esque absurditetskabinet til bidske guitarriffs og store omkvæd til det regelløse og genrevridende.
Foruden at dele hjemstavn er de tre britiske bands eksempler på post-punkens soniske spændvidde anno 2023. Alle tre bands har den seneste tid udgivet ny musik. Alle tre udspil lever i hver deres ende af post-punk-o’meteret.
Dry Cleaning er aktuel med EP’en Swampy EP (2023), Shame har lige sluppet deres tredje udspil, Food for Worms (2023) og Squid har sendt albumfrontløberen, ”Swing (In A Dream)” på gaden.
Vi dykker ned i tre singler fra post-punkens nyeste ansigter.

”Swampy” – Dry Cleaning
En støvet og sfærisk stemning spreder sig i åbningsnummeret til Dry Cleanings nyeste skæring, Swampy EP. Tracket af samme navn indledes med guitarist Tom Dowse let forvrængede og skingrer toner. Et lydbillede, hvis alvorsfølelse krystalliseres af Florence Shaw, bandets spoken-word extraordinaire, med linjerne: ”Bean bags, bingo and a Playstation five”. Dry Cleaning er den perfekte kombination af post-punkens instrumentering og absurditetens gehør for ”the element of surprise”.

”Adderall” – shame
Med ”Adderall” introducerer, shame, et storladent post-punk univers. Nummeret er deres mest bløde og refleksive til dato. Her forener de et eftertænksomt tekstunivers med et grandiost omkvæd. Vokalist, Charlie Steen krænger sjælen ud, mens bandet følger trop på bedste vis.
Singlen gemmer på en velkendt gæstevokal. Ingen ringere end Phoebe Bridgers har i bytte for lidt tamburin assistance fra bandets bassist, Josh Finerty, lagt vokal til nummeret. Bridgers genkendelige røst er dog ikke til at høre på ”Adderall”. Måske du kan spotte den?

”Swing (In A Dream)” – Squid
”To live inside the frame and forget everything” synger trommeslager og vokalist, Ollie Judge på singlen ”Swing (In A Dream)”. Linjen er, ligesom singlen, skabt ud fra erfaringen af en drøm Judge har haft. I drømmen er trommeslageren fanget indenfor rammen af et maleri. Bandet udfolder i det næsten fem minutter lange nummer alt fra en hvæsende guitar og et fremadstormende beat til en overraskende trompetsolo.
I Squids univers får lytteren aldrig det forventede og ”Swing (In A Dream)” er ingen undtagelse.
Store VEGA
Dry Cleaning
Support: Dead Finks

Store VEGA
shame
Support: They Hate Change

Lille VEGA
Squid
Support: Perko
