Vi dykker ned i The Smashing Pumpkins som i 2024 udgav deres nye album Agori Mhori Mei, der formår at tilfredsstille den nostalgiske fanbase. Samtidig dykker vi ned i et nyt navn, der blev udvalgt som live guitarist, gennem en audition blandt 10.000 ansøgere.
En drivkraft på den alternative rockscene
Siden deres gennembrud i begyndelsen af 90’erne har The Smashing Pumpkins været en markant drivkraft på den alternative rockscene. Bandet blev stiftet af guitarist- og sangskriver Billy Corgan, guitaristen James Iha, bassisten D'Arcy og trommeslageren Jimmy Chamberlin i Chicago i 1988. Her skabte de en postpunk-blanding af progressiv rock, grunge og psykedelia.
Bandet har gennemgået flere line-up-ændringer siden genforeningen i 2006, hvor Corgan har været den primære sangskriver og det eneste konstante medlem. Udover Corgan, udgøres bandets kerne i dag af Iha og Chamberlin. Deres seneste album, Aghori Mhori Mei, blev udgivet den 2. august 2024. Ifølge Corgan er titlen et chiffer, ‘You gotta play with the letters and you gotta play with the order and you’ll start to kind of get it.’
Agori Mhori Mei
Corgan har selv beskrevet albummet som, “it will make the old school fans happy, for once”, hvilket signalerer en tilbagevenden til en mere klassisk Smashing Pumpkins-lyd. Albummet er inspireret af deres klassikere som Siamese Dream (1993) og Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995). Det er sammenstøbt af et væld af musikalske nuancer, hvor de på enkelte spor har inkorporeret synthesizere og orkestrale arrangementer. Ved udgivelsen modtog Aghori Mhori Mei generelt positive anmeldelser fra både kritikere og fans, der roste bandet for at vende tilbage til en tungere og mere gribende lyd, der vækker minder om deres storhedstid.
“Right from the start, Aghori Mhori Mei presents itself as a far more approachable album than any of the band’s previous few records”. - Forbes
Wong valgt ud af 10.000 ansøgere
I kølvandet på Schroeders afsked i 2023 valgte bandet at gennemføre en offentlig audition, for at finde en ny live-guitarist. Ud af 10.000 ansøgere blev ni guitarister udvalgt til audition. Men det var Kiki Wong, der til sidst blev valgt som den rette til at udfylde rollen. Hendes hårdtslående guitarspil, tilstedeværelse og markante personlighed gjorde et særligt indtryk på bandet. Corgan har senere udtalt, at Wong “just felt like a real breath of fresh air” - et vidnesbyrd om den energi og nye dimension, hun har bragt til bandet.
Før sin tid med The Smashing Pumpkins havde Wong allerede opbygget et imponerende CV som international turnerende musiker, og har delt scene med en lang række store navne som Bebe Rexha, Taylor Swift, Usher, Bret Michaels, The Misfits og mange flere. Derudover spillede hun i det anerkendte kvindelige band Nylon Pink, She Demons og Vigil of War. Wong er også kendt for sin markante tilstedeværelse på sociale medier, hvor hun deler guitar covers med sit eget twist.
Med denne nye tilføjelse og et musikalsk skridt tilbage mod bandets oprindelige rødder, gør The Smashing Pumpkins comeback.
Det legendariske band står klar til at levere en uforglemmelig koncertoplevelse for deres danske fans, med originale medlemmer blandet med hårdtslående ny energi den 18. august 2025 i Store VEGA.