VEGA

Af Ditte Lindblad - 11. december 2025

Sådan lyder en skriveblokade hos The Beaches: rå, uden undskyldninger og fantastisk queer

Sådan lyder en skriveblokade hos The Beaches: rå, uden undskyldninger og fantastisk queer 

Efter overvældende succes med vredt og spydigt ‘fuck-min-ekskæreste-album, måtte Jordan Miller fra det canadiske band The Beaches overkomme karrierens måske største skriveblokade. Resultatet blev No Hard Feelings – et hårdtslående rockalbum, der er stykket sammen af hele bandets historier om forkvaklede kærlighedsforhold og ung, blåøjet queerness. 

Hvad stiller man op med sit liv, når man bliver forladt af en kæreste, ender i sorg så overvældende, at du tvivler på om du nogensinde bliver dig selv igen, og ovenikøbet bliver droppet af verdens største pladeselskab? 

Sætter man sig ned og giver op? 

Ikke hvis man er Jordan Miller fra The Beaches. Så giver man verden en stor fed musikalsk fuckfinger, spænder basremmen og slår løs på strengene, indtil catchy garagerock om lorte ekskærester, dumsmarte branderter og det dødkedelige ved livets trivialiteter strømmer ud af en.  

Og dér, midt i en mudret tid fuld af hjertesorg og svimlende drukture, kom succesen væltende ind.  

For som med et trylleslag blev det canadiske rockband The Beaches med Jordan Miller i front verdenskendt for den bidende og tongue-in-cheek 2023-single ‘Blame Brett’, da den gik viralt på TikTok fra den ene dag til den anden.  

“Jeg tror ikke, nogen af os havde forventet, at vi ville få så viralt et moment. Det vendte fuldstændig op og ned på vores liv,” fortæller forsanger og guitarist Jordan Miller en bleg vintermorgen på en videoforbindelse fra Toronto.  

Hun sidder i en stor t-shirt hjemme hos sig selv og svarer kækt, at hun ikke har andet på tapetet for dagen end en smule julegaveindkøb, og vi i øvrigt kan spørge hende om alt.  

“Jeg er som en åben bog,” siger hun.  

Og netop denne bramfri tilgang til sit eget liv er essensen i hendes og resten af bandets succes.  

For singlen, der udpensler, hvor uretfærdig og idiotisk man bliver, når man er ramt af ulykkelig kærlighed, katapulterede bandets karriere til skyerne og ud på verdens største scener.  

Herunder på Coachella, på udsolgte spillesteder verden over og som opvarmning for legender som The Rolling Stones og The Kooks. Og ud på en album-tour, der kun skulle være et år, men endte med at blive forlænget til tre år på farten. 

“Og så vendte vi tilbage til de samme spillesteder og spillede igen – men bare for et endnu større publikum. Hvilket var helt fantastisk,” fortæller Jordan.  

“Men da jeg nåede til slutningen af touren, var jeg ret følelsesmæssigt udmattet.”  

Bandet, der ud over Jordan Miller(vokal + bas) også inkluderer Jordans søster Kylie Miller(guitar) og vennerne Leandra Earl(guitar + klaver) og Eliza Enman-McDaniel(trommer), har spillet musik sammen siden de var teenagere i The Beaches-nabolaget i Toronto - deraf bandnavnet. Siden 2016 har de været signet under Universal, men måtte stå på egne ben, da pladeselskabet afsluttede deres samarbejde i 2022. Kvartettens første uafhængige plade blev som tidligere nævnt en enorm succes. Og i efterskælvet af livsomvæltende succes og en drænende tour skulle Jordan til at skrive den svære opfølger. Enter: skriveblokaden.  

“Den eneste inspiration, jeg havde, var de salater, jeg havde spist på touren,” griner Jordan, da hun fortæller om tiden med karrierens måske fladeste kreative batterier.  

“Men heldigvis var mine bandmates midt i deres egen udgave af et romantisk helvede”. 

Fra venstre: Eliza Enman-McDaniel, Jordan Miller, Leandra Earl og Kylie Miller. (Pressefoto)

Så for at komme gennem krisen, tog Jordan og resten af The Beaches hånd om skriveblokaden på samme måde, som de i deres civile liv har sparket sig ud af livets skærsild før — de deler deres kriser med hinanden; læsser af, tager imod, holder af og holder om.  

“Det var en fantastisk mulighed for rent faktisk at inddrage de andre medlemmer i skriveprocessen og sikre, at deres stemmer også blev set og hørt,” fortæller Jordan Miller om tilblivelsen af de nye album No Hard Feelings

“På den måde handler fortællingerne på albummet ikke kun om én af os, men bliver snarere en samling af historier fra hver af vores romantiske perspektiver.” 

"Det er på høje tid, at queerfortællinger får lov til at stå helt forrest i kulturen” 

Det nye album er på den måde blevet en mosaik af de forskellige bandmedlemmers op- og nedture. Hvor skarpsindig sangskrivning over observationer af uligevægtige forhold maler et billede af en gruppe, der er ved at vokse ind i en ny fase af deres kunstneriske karriere.  

Med samme distinkte blanding af rå garagerock, pop-hooks og Avril Lavigne-ish attitude, som de har trukket på i næsten et årti, og med referencer til bands som The Jets, The Strokes og HAIM, dykker de fire musikere på No Hard Feelings ned i, hvordan uigengældt kærlighed får os til at vakle i troen på os selv. Parallelt med at de udforsker, hvordan det fandenivoldske Peter Pan-kompleks, der har ligget som en rød tråd gennem hele kvartettens karriere, påvirker deres voksenliv.  

I høj grad influeret af bassisten Leandra Earls ‘queer-pubertet’, som Jordan kalder det.  

For udover at The Beaches forstærker deres tilbagelænede ‘jeg ruller med øjnene af livet’-energi, griber de på den nye plade nemlig også fat i det forvirrende teenager-skisma, der kommer af at springe ud som lesbisk i midt tyverne.  

Det oplever lytteren særligt på førstesinglen ‘Lesbian Of The Year’ og på den takttunge ‘Did I Say Too Much’, der handler om at elske en kvinde, der er i et åbent forhold med en mand.  

“Hvilket ofte sker for kvinder, der springer ud sent i deres liv, ikke?” indleder Jordan.  

 “Men det kan være ret smertefulde relationer. Og den del vil jeg aldrig kunne sætte ord på, på samme måde som Leandra kan.”  

På ‘Did I say Too Much’ synger Jordan om Leandras oplevelser, hvor hun tvivler på, om hendes wlw-forhold har været indbildning, og om hun selv har fucket relationen op.  

"Men koret fra os andre minder hende om, hvor meget hun er værd, og at det forhold også betød noget for den anden,” fortæller Jordan om opbygningen i sangen. 

“For mig er det et helt særligt øjeblik på albummet, hvor man får lov at se, hvordan vi bakker hinanden op, og hvor højt vi elsker hinanden.” 

Med albummets ‘queer-fortællingerne forrest’-tilgang, skriver The Beaches sig ind i en større kunstnerisk bevægelse, der inkluderer artister som Chappell Roan, Doechii og Troye Sivan, der i højere grad end tidligere både synliggør og vokaliserer den ikke-heteroseksuelle seksualitets oplevelser med kærlighed.  

“Jeg er biseksuel, og Leandra er lesbisk. Det har altid været en del af vores band. Men det føles meget ydmygt – og som en kæmpe ære – at få lov til at bidrage til det her øjeblik i tiden”, fortæller Jordan og fortsætter:  

“Jeg synes, det er på høje tid, at queerfortællinger får lov til at stå helt forrest i kulturen.” 

Advarsel: Dette afsnit indeholder et eksplicit sprog 

Med det nye album har The Beaches endnu engang skabt røre på den internationale rockscene med flotte anmeldelser, stor opmærksomhed fra verdens førende musikmagasin Rolling Stone – hvor de også stod øverst på plakaten til Rolling Stone’s Rock & Roll Tour 2025 – og senest debuterede de til NPR Musics ultrapopulære format Tiny Desk Concerts.  

Da de i november tonede frem på den lille scene med tung eyeliner og minishorts à la Amy Taylor, blev de introduceret med en advarsel på skærmen: This video contains explicit language.  

Nok ikke nogen overraskelse for dem, der kender The Beaches' selvudleverende og himmelråbende ironiske tekster.  

Som når Jordan kalder sig selv for ‘all bitch, no boss’ i imposter-syndrom-baskeren ‘Jocelyn’, eller synger ‘Send my deepest sympathies. Really shit the bed with me. Had to cut you off. I'm so sorry for your loss’ på breakup-sangen ‘Sorry for Your Loss’. 

“Jeg er egentlig lidt genert, så det er meget nemmere for mig ligesom at pakke sandheden og alle de her dybe emner ind i humor,” forklarer Jordan Miller, der siden teenageårene har søgt inspiration hos den fiktive karakter Carrie Bradshaw fra serien Sex And The City.  
 
“Hun er desværre en, jeg henter meget inspiration fra,” griner hun. 

“Især i måden hun skriver om sine relationer på. For hun beskriver dem sådan helt gennemsyret af hentydninger og jokes i sine klummer,” siger Jordan og fortsætter:  

“Jeg tror, en del af det handler om, at hun beskytter sig selv til en vis grad. Og jeg gør nok lidt af det samme.” 

Det skal noteres her, at når Jordan siger, at hun passer på sig selv, handler det ikke om at passe på et image eller en blankpoleret overfladepersonlighed. Nej, det handler faktisk snarere om at fortælle historierne på en måde, som både Jordan selv og de mennesker, som hun også udleverer i teksterne, kan stå inde for. Så teksterne også peger indad. 

“For eksempel med ‘Blame Brett’,” begynder Jordan.  

"Hvis man lytter til den – så er joken jo ikke, at min ekskæreste er dum. For i virkeligheden handler den jo om, at jeg er ved at crashe fuldstændigt,” fortsætter hun.  

“At jeg bruger en masse mennesker til sex, fordi jeg har fået knust mit hjerte, og jeg bruger en masse mennesker til følelsesmæssig støtte, men at jeg egentlig ikke er i stand til at være til stede i et nyt forhold. Og hele sangen er mig, der tager ansvar og siger: Det er jeg virkelig ked af.” 

Og netop det fejlbarlige er det, The Beaches forsøger at hylde på No Hard Feelings – og selvom tematikkerne handler om relationen til andre mennesker, er titlen netop rettet mod den, der lytter. Med budskabet om, at man ikke behøver at have bad vibes med sig selv, bare fordi man ikke er "perfekt”.  

“Jeg synes, at den fejring, der ligger i at acceptere sine egne fejl og sine egne crash outs, igen er en reflektion af, hvem vi er som band,” siger Jordan.  

“Ja, vi udforsker en masse tunge emner. Der er en masse hjertesorg, traumer og smerte. Men det er også okay og menneskeligt at gå igennem de ting. Og det er okay at feste lidt for meget og ligge og græde på en sofa med sine veninder bagefter, når man går gennem den slags,” fortsætter hun og afslutter:  

“Alt skal nok gå. Det er helt okay at være rodet og have fejl. Og så længe du har en god gruppe veninder omkring dig, skal det nok gå.”  

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur