Da School of X sidste forår begyndte at røre på sig med singler fra sit kommende album, Seventh Heaven, var det i kølvandet på knap tre års stilhed på udgivelsesfronten. Det betyder dog langt fra, at manden i front, Rasmus Littauer, har ligget på den lade side.
Foruden at skulle navigere i at bryde gennem lydmuren i starten af en global pandemi, der lagde samtlige spillesteder og festivaler øde, har rollen som nybagt far naturligvis også fyldt meget i Littauers hverdag.
Faktisk gik der lange perioder, hvor albummet helt var sparket til hjørne med fare for aldrig at se dagens lys. Det gjorde albummet som bekendt, til stor begejstring for anmeldere, hvor Soundvenue blandt andet skrev, at det ”virkelig føles som frisk luft og vind i håret, mens adrenalinen suser derudaf”.
Vi har talt med School of X om den nye plade, om ansvaret ved at blive ældre og om at miste – og finde – sig selv i musikken forud for hans koncert i Store VEGA den 24. oktober.
Kreativ kovending
I udviklingen af Seventh Heaven gik det op for Littauer, at det var nødvendigt for ham at uddelegere arbejdsopgaverne til andre kompetente kræfter. Det var gennem sparring med en ven, at Littauer erkendte, at albummet trængte til en ommøblering.
”Jeg troede egentlig, at jeg var ved at være færdig, og så gik det lige pludselig op for mig, at den ligesom kedede mig en lille smule. Jeg kunne høre mig selv for meget i det. Når det er tredje album i træk, hvor jeg kan høre mig selv så meget, så tror jeg på en eller anden måde, at det ikke er så spændende mere”, forklarer Littauer.
Løsningen blev en kovending i den kreative proces, der startede som en uges spontan studiesession, men som udviklede sig til en fundamental gentænkning af albummet. Men for Littauer var det ikke en beslutning, der kom som et lyn fra en klar himmel.
”Der gik fire måneder, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre, hvor jeg tænkte ’bliver det til en plade mere?’ før jeg fandt frem til, at det skulle være en proces sammen med nogle andre, hvor jeg ikke selv producerede det. Det var det, der skulle laves om”.
”Smile”
Da jeg påpeger, at Seventh Heaven, med henblik på den mindre krise, er en temmelig ironisk titel, deler Littauer en anekdote.
”Jeg var meget i tvivl om den titel her. Vi havde en anden arbejdstitel, men så var jeg på en rejse i Vietnam, hvor jeg så et højhus med et neonskilt, hvor der stod ’Smile’. Så det tænkte jeg, den skulle hedde, fordi den handler så meget om at kæmpe for en eller anden form for kærlighed, hvilket er universelt for alle mennesker. Men det at stræbe efter at smile hele tiden, det er jo heller ikke ærligt. På den måde er Seventh Heaven også udtryk for en form for utopi. Det kunne jeg godt lide”.
Det udsagn indkapsler på mange måder essensen af Seventh Heaven. Den syvende himmel er uopnåelig, og derfor handler albummet netop om at acceptere denne uopnåelighed. Det er noget, der spejler sig tydeligt i sangene på albummet. Særligt på ét specifikt nummer ifølge Littauer.
”Jeg føler allermest glæde, når jeg hører nummeret ’Good Medication’. Det er et nummer, der handler om at give slip og være sig selv og være i det, hvor man er. Når man gør det, så kommer man måske tæt på en eller anden form for lykke. Det er også en sang, der til vores koncerter har den effekt, at den løfter publikum og os på scenen, så det hele bliver lidt mere let”.
Kunst i fællesskaberne
Netop at blive løftet og hørt af publikum er noget, Littauer har temmelig stor erfaring med. I mange år var han nemlig fast trommeslager for Mø, og sammen har de spillet på nogle af de største scener som Coachella, Glastonbury og Orange Scene foruden amerikanske talkshows som Jimmy Kimmel, Jimmy Fallon og Saturday Night Live. Alligevel er det en helt anden oplevelse at stå oppe på scenen som solist og være den, publikum råber på, når de vil have ekstranumre.
”Særligt med den her plade har det faktisk været ret overvældende. Jeg kan mærke, at folk lytter til den, og det er en ret stor bekræftelse. Det giver en stor lyst til at fortsætte”.
Som det er sket et par gange i vores samtale, tager snakken en drejning hen på, hvordan Littauer med alderen har oplevet en ændring i sin tilgang til musikken.
”Da jeg var yngre, lavede jeg bare musik. Fuck om der var nogen, der kunne lide det. Jeg laver selvfølgelig stadig musikken til mig selv, men jeg ved ikke, om jeg ville lave det, hvis der ikke var nogen, der hørte det. For jeg synes, at det er afgørende, at kunst eksisterer i fællesskaberne. Den holdning har nok noget at gøre med alderen måske. Eller i hvert fald noget med, hvor jeg er i mit liv”.
I tråd med en samtale, hvor alder, modenhed og både personlig og musikalsk udvikling har fyldt, er det passende at runde af med en tur i tidsmaskinen og et tilbageblik på 2017, da School of X blev udnævnt til VEGAs Udvalgte.
”Jeg tror, 2017-versionen af mig vil være rigtig stolt, måske også lidt forvirret over, hvorfor der skulle gå otte år”, griner Littauer og fortsætter: ”Samtidig vil jeg sige til ham, at man bare skal blive ved. Jeg tror meget på at blive ved med at udgive og give det væk til nogle andre. På den måde bliver rejsen for både publikum og en selv meget tydeligere. Jeg har gjort det rigtige, synes jeg. Jeg tror ikke, at jeg ville have gjort det anderledes”.
For School of X er rejsen fra VEGAs udvalgte til koncerten i Store VEGA et Full Circle-øjeblik. Oplev koncerten live og kom i den syvende himmel med School of X den 24. oktober.
