Man skal ikke lede længe efter musikalske talenter i det danske land. Både marker, landeveje og hovedgaderne i landets byer er spækket med unge og voksnes spirende stjerner indenfor et væld af genrer med både hiphop og pop og indierock og folk på vejskiltene.
Til september åbner Ideal Bar igen op for både danske og udenlandske artister, der sparker sensommeren i gang med et bredt udvalg af koncerter fra: Karoline Mousing , Polite , Kragetær , Valeria Castro , Greg Freeman , Frit Løb , The Deep Dark Woods & Erin Rae , Bifald , Acopia og Loving .
Sæt dig ind i bilen og gør dig klar til en køretur gennem det danske land med et dyk ned i de danske artister i septembers Ideal Bar program.
Karoline Mousing
Køreturen starter i forstadsbyen Randers, hvor det unge stjerneskud Karoline Mousing er vokset op.
Med inspiration fra triphop-navne som Balstyrko og The Spooks har den 22-årige artist baghånden fuld af 90’er breakbeats og en tilstedeværelse på scenen, der oser af main-character-energi.
Mousing er opvokset i Randers og rødderne fra forstaden er noget, der præger den unge sangers tekster, som er fyldt med skarpe linjer om selvværd, selvtillid og gamle ekskæresters idiotiske opførsel.

Polite
En tur over begge broer fører os til nørrebro og det københavnske pladeselskab Konkylie, hvor sangskriver Karina Kaleda er at finde bag kunstnernavnet Polite.
Med rødder i folk- og indierock bevæger Polite sig i et lydunivers, hvor bløde vokaler, legesyge synthesizere og forvrængede guitartemaer smelter sammen. Selvom Kaleda har skrevet sange hele sit liv er det først fornyligt at de ser dagens lys.
Som kontrast til det farverige lydbillede kredser de mørkere tekster om emner som generationskløfter og sårbarhed og indre arv.

Kragetær
Den sidste benzin i tanken bliver brugt på de sidste kilometer mod den musikalske trio Kragetær. Hos Kragetær er folkemusikkens kerne det, der samler dem som band.
Med alverdens akustiske instrumenter som guitar, harmonika og bouzki skaber gruppen deres helt eget kunstneriske fortolkning af folkemusik.
Med dansevenlige melodier og eksperimenterende tekster er Kragetær klar til at forvandle Ideal Bar til en nordisk folkefest den 13. september.

Frit Løb
Vi bevæger os længere mod nord og Allerød, hvor der for mange år siden opstod en hiphop-duo, bestående af to bedste venner fra gymnasiet.
Frit Løbs musikalske makkerpar Cillian Murphy og Jonas Holmark trækker inspiration fra den danske hiphop-scene med kunstnere som Pede B og Loke Deph.
Referencerne bliver tydeliggjort, når de detaljerede produktioner møder de tvetydige ordlege i deres musik. Både hjerte og hjerne bliver aktiveret, når Frit Løb inviterer ind i deres elektroniske og kompromisløse univers, hvor spidsfindig hiphop får frit løb til lytterens øregange.
