VEGA

Af Julie Aurbakken - 15. januar 2026

Soleima har købt en megafon

Året er 2016, det er slut januar og VEGAs Udvalgte løber af stablen for fjerde gang. Blandt de lovende navne på plakaten er Soleima, hvis borgerlige navn er Sarah Mariegaard. Den dengang 28-årige sangskriver synger på engelsk, og publikum får leveret en blanding af stilarter og genrer. VEGAs Udvalgte blev startskuddet på musikprojektet Soleima.

Ti år senere er Soleima endnu engang at finde på VEGA-plakaten, denne gang som headliner i husets største sal, Store VEGA. I den anledning har vi, over en tvivlsom Teams-forbindelse, haft en snak om den musikalske rejse, Soleima har været på siden VEGAs Udvalgte i 2016.
Og hvor ellers starte end ved begyndelsen?

“Det betød vildt meget at blive valgt til det, fordi det var så tidligt, og man stadig var ved at finde sine fødder i at lave musik professionelt. Så det at få et skulderklap, som jeg synes, det er at være med i VEGAs Udvalgte, var meget betydningsfuldt for mig.”

Soleimas professionelle musikalske karriere blev skudt i gang, og den ambitiøse kunstne havde blikket rettet mod verden, noget, der også satte præg på musikken. Men spoler vi tiden frem til 2026, har både inspiration og arbejdsproces ændret sig, hvilket har påvirket lyden.

“Jeg har jo været i gang i lang tid, men det føles en lille smule som en ny begyndelse for mig, fordi det nærmest et nyt projekt. Både fordi det er et andet sprog og et andet lydmæssigt sonisk udtryk. Jeg skriver om helt andre ting, så jeg synes det er en markant udvikling.”

Det, Soleima senere kalder version 2.0, tog for alvor form under Corona-pandemien, og med landets nedlukning voksede trangen til at skrive tekster på dansk.

“Til at starte med var det lidt en terapeutisk proces og kedsomhed. Men som det skred frem og alting blev ved med at være lukket ned, fik jeg lyst til at få det ud at leve. Og så måtte jeg fortælle mit amerikanske hold, at jeg havde skrevet en plade på dansk.”

Nations Skrammer (2023), Soleimas første dansksprogede udgivelse, blev mødt med rosende ord. Anmelderne fangede hurtigt, at der var tale om en ny og mere ærlig Soleima.

“Jeg har meget lettere ved at være ærlig på dansk, tror jeg. Jeg tør måske beskrive nogle følelser og tanker, som er mere hudløst ærlige, end jeg både kan og tør på engelsk. Så på den måde kan man sige, at jeg er bedst på dansk lige nu, fordi det bliver den ærligste version af mig selv.”

På Soleimas nyeste album, Hærværk/Mesterværk (2025), er de danske tekster kommet endnu mere i centrum. Pladen blev skabt under et dogme om, at lyrikken skulle skrives først, hvilket blev katalysator for et genreskifte.

“Det var som om teksterne ville have en lidt hårdere lyd, end jeg har arbejdet med tidligere. En fælles bekendt kom i tanke om Bjarke Niemann fra Spleen United, og jeg syntes, han var ret perfekt til sonisk at fortolke de her sange. Det er egentlig sådan, det [albummet] er endt med at få en rocket lyd.“

Publikum kan også forvente, at opleve det rockede univers live, når Soleima indtager Store VEGA i februar.

“Det bliver en forholdsvis rocket og energisk koncert, og det kaos forsøger vi at invitere folk ind i. Det er også noget, jeg virkelig selv nyder at være i. Jeg synes det er det bedste liveshow, vi nogensinde har lavet. Det er den mest sårbare udgave af live-delen af mit projekt, jeg nogensinde har turdet præsentere.”

Fremtidsdrømmene kredser sig i høj grad også om live-rummet, og om at udforske og eksperimentere med, hvad det kan.

“Jeg har ret mange ideer og mange ting jeg aldrig har turdet gøre live, som vi kommer til at få afløb for nu. Jeg tror, der er sket et eller andet grænseløst for mig i live-rummet, hvor jeg tør nogle af de ting, jeg ellers altid har tænkt ‘ej det kan man da ikke’ eller ‘er det ikke lidt for meget?’. Det er måske også det her lydmæssige skift, der åbner op for også at turde nogle flere ting.”

“Og så har jeg købt en megafon”

Netop i mødet med publikum, synes Soleima at musikken for alvor får betydning.

“Når sangene bliver kastet tilbage fra publikum, så føles det hele større. Det er også det, der kan overskygge den tvivl, som kan opstå.”

Men selv i de øjeblikke, hvor musikken føles størst, kan tvivlen melde sig.

“Jeg tror, at det at være kvinde i plus trediverne betyder, at der er mange kulturelt indlejret ting, som gør, at jeg oftere sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg vælger at gøre det her. Om jeg er berettiget, og om det giver mening. Der er alle mulige nærmest eksistentialistiske spørgsmål, der kan melde sig for mig. Men jeg er også meget bevidst om det store privilegie, det er at leve at det [musikken], og at have gjort det i ti år.”

Når vi ser tilbage på Soleima anno 2016 og sammenligner hende med den artist, der snart indtager Store VEGA, er der ingen tvivl om, at meget har forandret sig.“Man vil i hvert fald blive overrasket, hvis man kom ind og hørte koncerten, uvidende om skiftet, for det er slet ikke som dengang, jeg skrev på engelsk.”

“Jeg tror faktisk ikke, publikum ville kunne kende actet. Det må jeg nok være ærlig og sige. Det er stadig den samme person, men lydmæssigt og kunstnerisk er det 2.0.”

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur