Tyve år. Så længe er der gået, siden Spleen United for første gang satte strøm til deres maskiner og lod Godspeed Into The Mainstream sende tunge, elektriske bølger gennem dansk musik.
Nu vender bandet tilbage for at fejre jubilæet med to koncerter i Store VEGA den 27. og 28. december. Og det føles som det helt rigtige sted at skrue tiden tilbage til dengang, hvor alt lød som fremtiden.
Spleen United blev dannet i Århus i 2003, og da deres debutplade, Godspeed Into The Mainstream, udkom i 2005, var det en milepæl for dansk synthrock. Produceret og mixet af Carsten Heller (som også har produceret for bands som Nephew, VETO og The Minds of 99) og båret af et kompromisløst maskinelt udtryk, ramte albummet en særlig balance mellem maskinel, rytmisk præcision og menneskelig længsel.
Albummet er repetitivt, tungt og hypnotisk, og alligevel melodisk nok til at kravle ind under huden på lytteren. Pladen formåede at gøre Spleen United til et navn, man ikke kunne ignorere.
Siden har de udgivet pladerne Neanderthal (2008), School of Euphoria (2012) og senest The Blur of Zebras (2024), og bandet har bevæget sig fra et industrielt mørke mod mere lyse elektroniske landskaber. Men nu vender de altså tilbage til begyndelsen. Til lyden af noget elektrisk, råt og præcist.
For at fejre jubilæet kravler vi ned i synth-maskinen og genbesøger tre numre, der stadig definerer Godspeed Into The Mainstream.
Heroin Unltd.
“Live the dream. Stay in bed. With heroin. Unlimited.” Åbningsnummeret fungerer som et messende manifest, mens et mekanisk beat driver sangen frem.
Teksten balancerer mellem ironi og desperation, når den fortæller, at der er en løsning på dine problemer. Heroin ad libitum, og så skal det nok gå smadderfint.
Det er både kynisk og rørende. En slags samfundskritisk rundgang, hvor man mærker mennesket fanget i sin egen gentagelse.
Gold Ring
“Gold Ring” bygger sig op omkring en tung, pulserende synth og en monotont fremført vokal, der løber som et kredsløb gennem de første minutter. To gange bryder en høj vokal kortvarigt igennem som et omkvæd - og som et glimt af noget mere menneskeligt - inden musikken glider tilbage i sin maskinelle rytme i de sidste minutter af sangen.
Og gentagelsen ligger tilbage som et statement i sig selv.
Spleen United insisterer på at efterlade os i kredsløbet, og at vi skal tage repetitionen til os og finde mening i det mekaniske. Vi står tilbage med en sang, der ikke søger en forløsning, men snarere bare en form for ro i det uendelige loop.
She Falls In Love With Machines
Her mødes kærlighed, teknologi og kontrol i et glimt af noget både ømt og urovækkende. “She doesn’t know what I mean by control. She’s never going to feel my love for free.” synger forsanger Bjarke Niemann gentagne gange gennem nummeret.
En linje, der fanger hele essensen af Spleen Uniteds første album: mennesket, der forelsker sig i maskinen, og maskinen, der gengælder på sine egne betingelser.
Godspeed Into The Mainstream var en debut, der ikke bare pegede fremad, men også indad mod et sted, hvor gentagelse, støj og eufori kunne føles som en form for frihed.
Når Spleen United tænder for tidsmaskinen i Store VEGA den 27. og 28. december, bliver det ikke bare nostalgi. Det bliver en fuldstændig genopladning af albummet.
Den første koncert med Spleen United den 27. december er allerede udsolgt, og der er kun få billetter tilbage til ekstrakoncerten den 28. december.
Store VEGA
Spleen United - Ekstrakoncert
Godspeed Into The Mainstream – 20 års jubilæumskoncert
