Store VEGA
Johnny Deluxe
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Billetsalget starter torsdag den 8. oktober kl. 11.00 via vega.dk og Ticketmaster
Johnny Deluxe drømmer stadig i Store VEGA
Johnny Deluxe er lyden af lange sommeraftener, bilradioer på åbne landeveje og omkvæd, der stadig sidder fast længe efter, musikken er stoppet. Med deres forunderlige og ørefængende blanding af pop, rock og de store følelser blev Johnny Deluxe i 00’erne et af de bands, man ikke kunne undgå.
Bandet, der i dag består af Noam Halby, Morten Lynggaard og Søren Itenov, fik sit store gennembrud i 2003 med megahittet “Elskovspony”. Singlen voksede sig fra radiohit til regulært fænomen.
Kort efter fulgte en perlerække af sange som “Drømmer Jeg”, “Vi Vil Ha Mer”, “Drenge Som Mig” og “Det Du Gør”, der fandt vej ind på både ungdomsværelser og festivalpladser og skabte fælles minder over hele landet.
Johnny Deluxe har en særlig evne til at indfange de store følelser i det nære og hverdagslige. Deres sange balancerer mellem forelskelse, længsel, håb og hjertesorg – altid pakket ind i melodier, der er umulige ikke at synge med på.
I dag har sangene fået nyt liv hos både gamle fans og nye lyttere, og med ny musik er bandet fortsat i bevægelse. Senest på singlerne “Hjem Til Dig” og “SoMe”, hvor det velkendte melodiske overskud møder et mere modent og eftertænksomt udtryk.
Når Johnny Deluxe går på scenen, føles det som et gensyn med en gammel ven. I Store VEGA den 17. april kan du møde alle de sange, du troede du havde glemt.















