Hvis der er et ord, der indkapsler Parra for Cuva s lyd, er det “udlængsel". Hans musik er først og fremmest blevet kendt for en følelse af verdslighed – et magisk terræn, hvor caribisk ståltromme kan møde et gammelt zimbabwisk instrument over melodiske, elektroniske lydlandskaber, der straks tager tankerne til fjerne steder.

Det er denne følelse af åbenhed i produktionerne, som den tyske elektroniske producer og multiinstrumentalist har dyrket fra starten, og selvom hans færdigheder bliver stadig mere raffinerede og lyden mere moden, bevarer Parra for Cuvas musik denne stjerneklare kvalitet af eventyrlyst.

Til foråret udgiver han sit fjerde studiealbum, Mimose, der på ny sender lytteren på en rejse gennem spøgende vokaler, korsang, groovy baslinjer, trance-synths og spændende samarbejder.

Selvom han allerede havde opnået en loyal tilhængerskare med singler og to anerkendte albums, Majouré (2014) og Darwîś (2016), var det med udgivelsen af Paspatou i 2018, at Parra for Cuvas navn blev slået fast med syvtommersøm på den internationale elektroniske scene. Titlen på albummet er taget fra en karakter i Jules Vernes klassiker Around The World In 80 Days, og ligesom bogen tager læseren med på en eventyrlige rejse, gør Parra for Cuva det samme med sine lyttere.

I 2021 udgav han albummet Juno, der beviste, at Berlins elektroniske musikscene har mere at give end bare hård electronica og techno. Junos lydverden læner sig op ad nutidige elektroniske navne som Christian Löffler og Max Cooper, der tilfører deres elektroniske produktioner varme, ofte melankolske, analoge lyde.

Den franske producer, Fakear, landede midt i en megasucces. Uden at have udgivet et eneste album spillede han en udsolgt koncert i den legendariske koncerthal Olympia i Paris og senere stod resten af verden på hans tour. Små ti år og en pandemi senere har Théo Le Vigoureux, manden bag Fakear, haft brug for at genopfinde sig selv og sit musikalske alter ego. Det gjorde han blandt andet med albummet Talisman fra sidste år samt Hypertalisman fra i år.