Store VEGA
Emil Kruse
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Emil Kruse cruiser ind på scenen i Store VEGA
Der er dømt “Jackpot” på Emil Kruses nye single.
Musikvideoen til “Jackpot” er en direkte fortsættelse af singlen “Copenhagen City”, mens sangen markerer et stilskifte, der tydeligt høres, når musikeren synger om at have det som en highroller til lyden af et buldrende orkesterarrangement.
“Jackpot” er samtidig begyndelsen på et intenst singleforløb, der frem mod udgivelsen af et nyt album i marts 2027, udfolder forskellige sider af projektet.
Albummet markerer et nyt kapitel i Kruses karriere.
Sammen med sin mangeårige ven Oliver Kincaid, alias OK OK, har han skabt et univers, der trækker på den eksperimenterende pop-æra fra slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne. En tid, hvor fusionen mellem pop og hiphop gerne måtte være stor, skæv, teatralsk og svær at sætte i bås.
Rå energi møder sårbarhed, og Emil Kruses særegne skrivestil, der hele tiden pendulerer mellem poesi og gadelevering, får selskab af alt fra orkesterarrangementer til punkguitar.
Kruse var som 16-årig blandt de første til at bringe grime til Danmark som en del af rap-duoen Sleng. Siden har han markeret sig som soloartist med både egne udgivelser og samarbejder med nogle af landets største navne.
Der er ingen stopklods for hans krøllede ideer og én ting er sikkert. Det stikker helt af, når Emil Kruse og co. sætter sig på scenen i Store VEGA.















