Lille VEGA
Slush Eyes
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Slush Eyes inviterer til DK Dance og neonfarvet melankoli i Lille VEGA
Slush Eyes seneste single “Moon Walk (Tissemyrersangen)” , er netop landet, og hvis ikke du fornemmer det alene på titlen, så er det ingen helt almindelig popduo, vi har med at gøre.
Det er spas og løjer, men samtidig dybt seriøst, når DJ Mikkel Wonsbek og Kristoffer Jessen, som du måske også kender som forsanger i SØN, giver den op som Danmarks nye eurodance-duo.
Med én finger i vejret, skøre kostumer og pastelfarvede popdrømme synger de om melankolske og euforiske byture, syrede øjeblikke og om kærligheden, der brister på en kold kantsten en torsdag nat.
“Moon Walk (Tissemyrersangen)” har knap nået at tage sine første skridt, men Slush Eyes har ingen planer om at liste sig frem.
Til årets SPOT Festival kvitterede GAFFAs anmelder med seks stjerner og ordene:
”Duoen fremstod skør og uforudsigelig på en charmerende måde, uden at det virkede opstillet, selvom der tydeligvis lå mange timers forberedelse bag.”
Som en kontrast til byens lukkede dansegulve og technoklubbernes kølige alvor kigger Slush Eyes tilbage mod 90’ernes naivitet og uhøjtidelige fællesskab.
Duoen dyrker de klare, pastelfarvede melodier og storladne akkorder, mens en sortblå melankoli lurer under overfladen af deres tyggegummifarvede lydunivers. Selv kalder de det DK Dance: Eurodance blandet med Nordic Noir og dansk ironi.
Så gør dig klar til at Slush Eyes skaber et rum, hvor der er plads til både at være på og til at være blå - og hvor du med én finger i vejret kan lade dig opsluge i et forløsende musikalsk trip.














