Store VEGA
Lankum
Support: Elias Bender Rønnenfelt (solo)
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
Anmelderrost folk-gruppe indtager VEGA med dystre historiefortællinger
Efter koncerten med Lankum i Store VEGA, er der fri entré i Ideal Bar, hvor du lige kan nå det sidste af koncerten med de amerikanske black-metallere Agriculture.Læs mere her .
Fortid og nutid mødes og skaber dystre og skæbnetunge fortællinger, når irske Lankum fremfører deres gribende og unikke folk-sange. Her fletter folkemusikkens håndspillede intensitet og makabre historier om fortabte sjæle fingre med moderne eksperimenterende sangskrivning, drevet frem af langsomt udfoldede kompositioner, punket energi, knugende gotik og kværnende musikalske droner.
Bandets helt store gennembrud kom sidste år, da Lankums tredje studiealbum False Lankum – indspillet i isolation på et gammelt irsk slot – udkom. The Guardians anmelder gav fuldt hus med fem ud af fem stjerner og kårede det efterfølgende – ligesom Uncut – til årets album, og Pitchfork roste albummet og skrev: ”At times False Lankum plays (…) as one long fever dream composed of scenes from across centuries”.
Herhjemme var Informations anmelder også positiv og konkluderede, at ”i brydningen mellem rå vokalharmonier, stærke melodier og mørke droner har Lankum skabt deres eget unikke ståsted i moderne folk”. Lankum var da også blandt de nominerede, da den prestigefulde britiske musikpris Mercury Prize blev uddelt sidste efterår.
Live er Lankum en ulmende intens oplevelse, hvor sang, tramp, håndklap og traditionelle instrumenter møder elektriske instrumenter, der forstærker det kompromisløse udtryk med dronende støjbølger.
Bandet har optrådt flere gange herhjemme bl.a. på Roskilde Festival, som de også gæster til sommer. Til efteråret vender irerne tilbage til Danmark, hvor de opnår endnu en milepæl, når de giver deres hidtil største venue-koncert herhjemme den 7. september i Store VEGA.
Support: Elias Bender Rønnenfelt (solo)
Elias Bender Rønnenfelt er kendt som forsanger i det anmelderroste band Iceage, og han har skabt en unik vej inden for alternativ rock og postpunk, hvor han skubber til grænserne og udfordrer konventionerne med hver udgivelse.
Siden han dannede Iceage i 2008, har Rønnenfelt høstet stor anerkendelse for sin frygtløse tilgang til sangskrivning og performance. Med album som New Brigade, You're Nothing og Plowing Into the Field of Love har bandet fået en dedikeret fanskare og høstet ros for deres kompromisløse vision og elektrificerende liveshows.
Elias Bender Rønnenfelt udvikler sig fortsat og skubber til grænserne for sit håndværk, og hans næste kunstneriske output kommer i form af et debut-soloalbum, der udkommer i slutningen af 2024 på Escho.