Digte og Lyd
Digte & lyd - et tværfagligt koncertprojekt
Siden 2015 har Digte & Lyd præsenteret nogle af Danmarks mest anerkendte musikere og forfattere. Projektet er udsprunget i VEGA og har siden 2016 turneret rundt i Danmark.
Vi har skabt en helt ny tendens indenfor litteratur og live musik, der har resulteret i overraskende stor opmærksomhed og udsolgte huse.
Resultatet er en massiv platform for nye og etablerede forfattere, der har givet stor omtale og inspireret musikere til collabs og nye retninger.
Vi har oplevet hvor vild, cool, nærværende og inspirerende forfatterscenen kan fremstå, og vi har gang på gang knebet os i armen over de magiske øjeblikke, der er opstået mellem forfattere, musikere og publikum.
Vi har haft for øje at præsentere både de helt store danske forfattere og de nye fremragende talenter, alle i selskab med exceptionelle danske musikere.
Med over 15 arrangementer har vi bl.a. haft improvisationsmusik fra sangerinderne i IKI i selskab med Jørgen Leth, buldrende rytmer fra Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, temporær klassiske drone-musik med Mike Sheridan i samarbejde med Signe Gjessing, cirkulere mønstre fra Cæcilie Triers cello og dundrende erotik- techno fra Simon Forman over oplæsning af Niels Hennings Falk Jensby.
Simon Littauer har leveret modulær knitren i selskab med forfatter Olga Ravn og vi har fået indblik i Carl Emil Petersens (Ulige Numre) ungdommelige, lyriske univers og samfundsrevsende sange fra Bisse.
Dertil en række enestående oplæsninger af bl.a. Helle Helle, Naja Marie Aidt, Henrik Nordbandt, Caspar Eric og Leonora Christina Skov.
Alt sammen specielt sammensat til Digte & Lyd og leveret med et utroligt nærvær og intensitet.