VEGA Beyond

Music.Games

- A celebration of video game music

VEGA har altid været et sted, hvor musikken skubber til grænser og skaber nye oplevelser. Det er en scene, der har huset nogle af de mest nyskabende kunstnere og sat rammen for musikalske eksperimenter, der bryder med det traditionelle. Med Music.Games tager vi endnu et skridt i den retning – vi bringer musikken fra videospil ind i det fysiske rum og præsenterer den som den kunstform, den fortjener at være.

Spilmusik har længe været en drivkraft for nye musikalske udtryk – fra de enkle, men uforglemmelige 8-bit melodier, der prægede de tidlige spil, til storslåede orkesterarrangementer og dybt eksperimenterende lydlandskaber. Musikken i spil skaber stemning, fordybelse og følelsesmæssige bånd mellem spiller og fortælling. Det er en kunstform, der lever og ånder i de digitale verdener, men sjældent får den anerkendelse og live-platform, den fortjener. Det laver vi om på.

Med Music.Games samler vi komponister, musikere og kunstnere, der skaber lydsiden til vores største spiloplevelser, og bringer deres værker ud til et publikum af både gamere, musikelskere og branchefolk. For når du har brugt 40+ timer på at gennemføre et spil, sidder lydsiden i dig. Den bliver en del af din oplevelse, din nostalgi og din kultur.

Gennem livekoncerter, lydinstallationer og visuelle oplevelser udforsker vi, hvordan spil og musik smelter sammen og skaber noget helt nyt – noget, der kan opleves uden for skærmen og i samspil med publikum. Music.Games er ikke kun en koncertserie, det er et møde mellem kunstformer, der taler til både hjertet og sanserne.

Projektet er en åben invitation til at opleve videospillets lydside på en ny måde – i et rum, hvor vi fejrer kreativiteten og de kunstnere, der skubber til grænserne for, hvad spilmusik kan være.

Vi lancerer Music.Games den 4. april 2025 i VEGA med en unik koncertoplevelse. Den tjekkiske kunstner Floex og hans ensemble indtager scenen med en magisk live-performance. Floex, kendt for sin stemningsfulde musik til Machinarium, Samorost og Papetura fra Amanita Design, vil bringe sine ikoniske værker til live i en audiovisuel oplevelse, der fusionerer spil, musik og kunst.

Derudover spiller prisvindende
The Forest Quartet med en eksperimentel jazz koncert. Gennem en drømmende blanding af traditionel jazz, improvisation, syntetiske lydbilleder og fragmenter af dialog fra videospillet The Forest Quartet skaber de en koncertoplevelse, der balancerer mellem det meditative og det intense.

Dette er kun begyndelsen. Velkommen til Music.Games.

Lille VEGA

Floex Ensemble + The Forest Quartet

Music.Games - A celebration of video game music

fredag
/
04.04.2025
Elektronisk
Lille VEGA

Vil du være den første vi giver besked når vi kommer noget nyt i kalenderen?

Prøv vores ugentlige nyhedsbrev spækket med fede koncerter og musikkultur