
Ofring runger i Ideal Bar
- Oplev lydværket 'Ofring til Midgårdsormen' i hele november
Fra 2. november til 5. december lægger Ideal Bar lyd til verdens undergang. Et kvarter efter, at dørene åbner, afspilles lydværket "Ofring til Midgårdsormen" af Emil Nordhild Rønning på det immersive lydsystem forud for alle koncerter i baren. Publikum bliver omsluttet af lyd fra alle sider, inden aftenens koncert går i gang. Værket er gratis at opleve for alle med billet til en koncert i Ideal Bar.
Værket er løst baseret på urtidsdigtet Vølvens spådom, Nordens svar på Johannes' Åbenbaring. Digtene blev oprindeligt givet videre fra generation til generation af islandske kvinder og senere skrevet ned af munke i den Ældre Edda for snart tusinde år siden. For Vølven er det ligegyldigt, om verden består eller går under. Det eneste, hun insisterer på, er, at mennesket lærer af sine fejl og ikke gentager Ragnarok på samme måde som sidst.
Lytteren tages med på en rejse gennem fem nedslagspunkter i nordisk mytologi og kultur: Midgårdsormen og vikingeskibene, ritualet, ofringen, Ragnarok og til sidst jordens undergang og genfødsel. Undervejs ofrer en dommedagskult til Midgårdsormen, selvom ormen i religionshistorisk forstand var et monster og en fjende, som man ikke ofrede til. Ofringen er ikke nok, og kampen mellem Thor og Midgårdsormen markerer starten på Ragnarok. Værket slutter tvetydigt med valkyriernes sang fra himlen, som både markerer en verdens undergang og en nys genfødsel.
Værket blev første gang opført på Sonic Colleges immersive system og er siden versioneret til Ideal Bar.
Med lydværket udvider VEGA de måder, kunstnere kan udgive deres musik på. Det er et led i arbejdet med et mere bæredygtigt kunstnerliv.
Komposition, produktion, lyddesign, vokaler og instrumenter: Emil Nordhild Rønning. Drejelire: Nicolai Olsen.
Vokaler:
Ninna Lundberg
Louis Høgh Carstens,
Niels William Schiødt Kruse
Sofie Thorsen.
Værket er 6 minutter langt