Ideal Bar
100%WET
En Immersiv koncert
Åbningstider
- Dør:
- Koncertstart:
VEGA x Soundvenue LIVE præsenterer: 100%WET
Duoen 100%WET består af de to producere og guitarister Jakob Birch (The Lost Weekend, Lovespeed) og Casper Munns (Himmelrum, Drop, Splitscreen), som udfolder deres mægtige shoegaze-univers, der henter inspiration i 90’ernes breakbeats, drum’n’bass og vaporwave.
For nyligt har 100%WET samlet al deres kærlighed til alverdens genrer og udgivet EP’en Leave it (2025), som tematisk leger med kontrasterne mellem at leve i nuet og nostalgi.
Birch og Munns studerede begge på Rytmisk Musikkonservatorium i København og dannede deres musikalske bånd i 2022 gennem en fælles fascination af at kombinere elementer fra breakbeat, drum'n'bass og acid house med deres grunge- og shoegaze-sangskrivning.
I januar var 100%WET en del af VEGAs Udvalgte 2025, hvor Soundvenue roste deres eksperimenterende toner:
“Duoens to medlemmer koncentrerede sig i bedste shoegaze-ånd om deres instrumenter og deres mange effektpedaler, der skabte en tætpakket, støjende lyd. Vi fik både breakbeat, hård techno, janglepop og endda en kort Merzbow-klingende noise-intro fra dj’en. Det var en tour de force af vilde musikalske indtryk.”
Duoen optræder med forskellige vokalister bl.a. Eir og Hockeysmith, der tilføjer smukke æteriske melodilinjer til det tempofyldte og guitarprægede lydunivers. Især kunstneren Polly (Amalie Petri) supplerer med æteriske, bløde lag til den ellers tætte og energiske lyd, som 100%WET består af.